Hobros nu forhenværende træner, Jonas Dal, har følt sig som en lus imellem to negle i den seneste tid, inden det tirsdag blev klart, at han fremover skal være træner i Esbjerg fB.

Det har været en turbulent tid for Jonas Dal i den seneste tid.

Først blev det klart, at han skulle træne Esbjerg fB i den kommende sæson. Så blev han suspenderet fra Hobro, og tirsdag stod det så klart, at han skifter til den vestjyske klub med det samme.

»Det er en form for forhandlingsstrategi mellem klubberne, og der bliver jeg som hovedperson en lus mellem to negle. Men det situation har jeg selv sat mig i, så det skal jeg ikke tude over,« siger Jonas Dal ifølge TV2 Sport.

Den 39-årige Jonas Dal har været træner i Hobro siden 2013, og han førte i forrige sæson klubben op i Superligaen for første gang. I den første sæson blev klubben nummer syv, mens det ikke er gået lige så godt i denne sæson, hvor den jyske klub indtil videre indtager sidstepladsen i Superligaen.

Men det har været svært at forlade Hobro for Jonas Dal.

»Jeg græder med det ene øje og blinker med det andet,« siger Jonas Dal, hvis første opgave med Esbjerg bliver udekampen mod Viborg lørdag.