Assitent-træner Johan Lange stopper i FC København,. Det skriver de tidligere danske mestre på deres hjemmeside.
- Johan har gennem de seneste år været tilknyttet klubben som A+ træner og senest som assistenttræner for Superligaholdet. Johan er særdeles vellidt i klubben, og derfor er det også med vemod, at vi siger farvel, skriver FCK.
- Johan har fået et tilbud om at fortsætte sin udvikling som træner i en anden sammenhæng, og FC København vil ikke stå i vejen for hans ønske om at forfølge denne mulighed. På vegne af FC København og ikke mindst undertegnede skal der herfra lyde en stor tak til Johan for indsatsen og et held og lykke med fremtiden, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Sporten.dk erfarer, at denne anden mulighed er identisk med Wolverhampton Wanderers, der netop har ansat den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken som klubbens ny manager.
Johan Lange skal ifølge sporten.dk's oplysninger være assisterende manager i den engelske klub, der rykkede ud af Premier League i sidste sæson.
Ståle Solbakken var i den forgangne sæson træner for FC Köln. Nordmanden blev fyret fire runder før afslutningen, og klubben endte med at ryge ud af Bundesligaen.
FC København har efter det kiksede mesterskab netop ansat en ny cheftræner, belgieren Ariël Jacobs, som tidligere har været træner i bl.a. Anderlecht.
Den danske hovedstadsklub har indledt processen omkring ansættelse af ny assistenttræner.