»Hvis Zeca ikke er med, så har vi ingen ledere.«

Ordene kom fra FC København-træner, Jess Thorup, efter sidste weekends 1-3-nederlag til FC Nordsjælland, hvor de forsvarende mestre blev kørt ud af banen.

Her langede FCK-træneren – til stor undren blandt fansene – ud efter nogle af de erfarne spillere, som ifølge ham slet ikke tog nok ansvar på holdet. Det gjorde han i et interview med Discovery.

Fredag aften var københavnerne så i kamp igen, men denne gang var holdets 'eneste leder', Carlos Zeca, dog med.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Og den græske anfører havde da også bemærket Jess Thorups kommentar fra sidste weekend. Det forklarede han efter kampen.

»Jeg synes, vi har forskellige typer af ledere. Uden mine holdkammerater kunne jeg ikke være den leder, jeg er. De hjælper mig med alt på og uden for banen,« lød det fra FCK-stjernen, inden han tilføjede:

»Måske har han (Jess Thorup, red.) sine grunde til at sige det, men min mening er, at vi er forskellige ledere, og ja, måske mangler vi nogle flere ledere. Vi skal gerne have 11 ledere på banen, når vi spiller, for så er det nemmere for os. Men jeg behøver ikke at sige til folk, de skal steppe op. Det skal vi gøre som hold, og det gjorde vi i dag (fredag, red.).«

FC København vandt fredagens kamp mod Silkeborg med 1-0, og derfor var det da også en nogenlunde tilfreds Jess Thorup, der mødte pressen efter kampen.

Carlos Zeca (bagerst) var tilbage i FCK's startopstilling.
Carlos Zeca (bagerst) var tilbage i FCK's startopstilling. Foto: Claus Bech
Vis mere

En kamp, hvor han trods alt havde sendt mere end blot én leder på banen.

»Ja, det må jeg sige. Jeg synes, at alle tog et ansvar, og som vi har snakket om, hvad er det, ledelse er? Det med at lede andre på forskellige måder. I dag arbejdede de, og de stod godt sammen i kæderne. De hjalp hinanden. Vi var ét samlet hold på banen, så det var godt at se.«

Én af dem, som Jess Thorup mente tog ansvar, var hjemvendte Andreas Cornelius:

»Jeg synes jo, at 'Corner' rent spillemæssigt viser, hvilket monster han er. Han tager de dueller, der skal til. Han giver os en anden dimension. Man kan også se på målet, at han tager noget fokus.«

»Han har haft én træning, men at gå ind og levere sådan en præstation i dag, var rigtig fint. Selv om jeg tror, han gerne vil mere. Men han kom til et par chancer, og han tog presset væk fra nogle af de andre, så det var godt at se,« lød det fra FCK-træneren.