Jess Thorup himlede med øjnene, straks da VAR kom på tale efter 2-2-kampen mod FC Nordsjælland.

Et er, at Nicolai Boilesen blev udvist for hånd på bolden, noget andet var sekvensen forinden, hvor FC Nordsjælland-målmand Peter Vindahl-Jensen reddede et skud fra Viktor Fischer med hænderne i en situation, hvor det så ud, som om bolden var uden for feltet.

»Åh, jeg er så træt af at se de billeder, jeg ser dernede i pausen. Han er mindst en meter uden for feltet, og så siger man, at man muligvis ikke kan finde linjen. Jeg er så ... Undskyld,« siger Jess Thorup, der lige ved at udtrykke noget, han måske ville fortryde.

Et vejrtrækning efter lader han talestrømmen flyde igen:

»Jeg ved ikke det med Boilesen, om han er sidste mand, og man vurderer, at det er med hånden. Men nogle VAR-situationer kan man godt tage, og andre kan man ikke. Det afgør jo fuldstændig kampen. Vi er foran 1-0 og har fuldstændig styr på det. Hver eneste gang vi havde bolden, producerede vi chancer, og vi var så afklarede, og så ændrer det hele sig i løbet af et splitsekund på grund af, undskyld mig, VAR. Det er VAR for mig.«

»At der er en situation, der kan gå til vores fordel, og en, der går modsat ... Men igen, jeg skal ikke bruge tid på VAR, jeg skal bruge tid på de 75 minutter efter, og jeg synes bare, at spillerne leverede. Også på de taktiske ændringer, vi lavede i pausen. På trods af at det var noget nyt, gav de sig alt, hvad de havde. Det er, undskyld mig udtrykket, pisseærgerligt,« forklarer Jess Thorup, som tilføjer:

»Jeg skal passe på, hvad jeg siger. Jeg har allerede fået et gult kort, og jeg tror, at jeg stopper med at snakke alt for meget om dommer og VAR for nu.«

Begge situationer blev set igennem af VAR-vognen, og efterfølgende forklarede dommerteamet sig over for FCK, men Jess Thorup er ikke enig i deres forklaringer:

»Vi fik alt muligt at vide om kameravinkel og så videre, men prøv at høre her, vi andre ser det med vores blotte øje, så tror jeg også, det er muligt, at de kan gøre det, men det skal jeg ikke blande mig i,« lyder det fra FCK-træneren.

»Et er, at linjevogteren skal se det. Og o.k., hvis han ikke ser det, så har vi tre mand, der skal se det ude i en vogn, de har en halv time til at se det, hvis de har lyst til det. Det er så kampafgørende, det skal vi bare have styr. For ellers, så undskyld mig, så spiller VAR fallit lige om lidt. Og det er ikke, fordi det går imod os, det har ikke en skid med det at gøre. Det må gå begge veje, og sådan skal det være.«

Manden, der tog med hænder, Peter Vindahl-Jensen, var ikke lige så skråsikker som Jess Thorup om, at han havde taget med hænder uden for feltet.

Han var derimod sikker på det modsatte:

»Jeg ser det som inde i feltet. Nu har jeg lige fået lov til at se den fem gange igen, så det er min holdning. Der er på ingen måde et klart billede, der viser, at mine hænder stopper bolden uden for feltet. Men det er klart, det er overskrifter, der sælger, men det giver jeg egentlig ikke så meget for. Jeg føler, at det er inde i feltet, og jeg synes ikke, der er noget, der modbeviser det,« siger Peter Vindahl-Jensen.

Der er stillbilleder af situationen, også her i Parken?

»På de stillbilleder er den uden for feltet. Den formår de også at vise en gang eller ti oppe på storskærmen. Det er dem, der bestemmer, hvad der bliver vist deroppe, men det viser ingenting, synes jeg. Det viser ikke, hvor mine hænder er, da jeg rører bolden,« lyder det fra Peter Vindahl-Jensen, der var med til at sikre et point i Parken.

Et point, der gav enormt skuffelse i FCK-lejren, der var tæt på at hive de tre point trods ti mand, men det forhindrede gæsterne med et mål i sidste minut af den ordinære spilletid.

»Det var hårdt at se spillerne på den måde være skuffede nede i omklædningsrummet. De kæmper med livet som indsats i de 70 minutter mod et hold, der har sort bælt i normalt at udspille en modstander og skabe chancer og score mål,« siger Jess Thorup og fortsætter:

»At vi på den måde nærmest holder dem nede på nul chancer og sågar også scorer og er så tæt på at få de tre point, det havde givet det vildeste boost. Og så står man alligevel og ærgrer sig over kun at have fået et point. Det vidner om, at drengene har kastet alt ind i denne her kamp, og jeg er så ærgerlig over, at de skal sidde og være skuffede over kun at have fået et point i dag,« forklarer FCK-træneren.