Jess Thorup lader det være op til journalisterne at bruge ordet 'krise' i sammenhæng med FC København.

Og det tillader vi os altså at gøre – for det kører slet, slet ikke på skinner for de forsvarende danske mestre, hvis cheftræner inddrog truppens fridag søndag efter det svidende og pinlige nederlag til haltende OB lørdag aften.

Jess Thorup havde brug for at snakke tingene igennem, men alligevel kunne han ikke vente helt til søndag. For allerede lidt over midnat, da FCK-bussen parkerede på Jens Jessens Vej på Frederiksberg, havde træneren brug for at se truppen i øjnene – og tale med store bogstaver i det, han kalder envejskommunikation.

Derfor hev han spillerne ud af bussen og ind til det første af flere møder i weekenden.

»Da vi kom hertil fra Odense, bad jeg spillerne om at gå ind i mødelokalet. Jeg havde nogle klip, jeg havde brug for at dele med spillerne. Det fulgte vi op på på søndagens fridag, hvor de kom ind, og vi kom et spadestik dybere i forhold til nogle individuelle snakke og nu er det op til dem at bevise, om de skal spille, eller om jeg skal finde nogle andre.«

»Det møde, vi havde, da vi kom hjem lørdag, der blev der talt med store bogstaver, og der blev gjort nogle ting klart. Så kan du kalde det møde, hvad du vil,« siger FCK-chefen og tilføjer om FCKs nuværende situation, hvor det er blevet til fem nederlag i ni Superliga-kampe:

»Krise er et ord, som journalister bruger, men vi kan sige, vi ikke er tilfredse med situationen og aldrig er tilfredse med at tabe fodboldkampe. Vi havde forventet af os selv, at vi lå et andet sted, end vi gør. Hvad vi så kalder det, det er op til jer.«

Da Jess Thorup møder pressen mandag, er der ikke nogen tvivl om, at han er klar over situationens alvor.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Fans på de sociale medier skriger på en fyring af ham, og FCK halter alvorligt efter i Superligaen, hvor den eneste kontinuitet er, at en sejr efterfølges af et nederlag.

Men alligevel holder han humøret højt, og det hjælper blandt andet, at han ikke ser med på de sociale medier.

»De har ret til at have deres holdning, men mit fokus er på, hvad jeg kan gøre. Jeg er ikke på noget af det der (sociale medier, red.). Den verden er ikke en del af mig, så jeg ved overhovedet ikke, hvad der sker. Det tror jeg sgu er meget godt i denne tid, når du spørger på den måde,« siger Thorup, der – igen, igen – understreger, at han føler opbakning fra spillertrup og ledelse, ligesom han føler sig som den rette mand til jobbet.

Og han håber, at weekendens møder kaster forbedring af sig.

»Jeg har vist dem nogle ting, jeg ikke kan acceptere. Det er blandt andet noget holdtaktisk og individuelt, som vi skal have rettet hurtigst muligt.«

»Og mødets klarhed skulle gerne sætte et aftryk. Vi er nødt til at face vores problemer, og derfor tog jeg allerede fat i det, da vi kom hjem lidt over midnat. Der var brug for at snakke nogle ting igennem, for ellers kommer vi ikke til at ændre det.«

»Men det er ikke første gang i fodboldhistorien, at en klub møder modgang. Det handler om, hvordan vi håndterer modgangen. Jeg har stået i den her situation mange gange, og jeg kan roligt sige, alle gangene er jeg kommet ud på den anden side,« siger Thorup.

Han har mulighed for at tage første skridt ud af krisen, når Sevilla kommer til Parken i Champions League på onsdag.