Ti kampe. Fem sejre, fem nederlag.
Jesper Sørensen er kun få måneder inde i jobbet som Brøndby-træner allerede blevet diskuteret, og han anerkender, at det følger med stillingen i storklubben, at det hurtigt kan være til diskussion, om en fyring er på sin plads.
»Det handler ikke om min person. Hvis det er sådan, at jeg ikke leverer i den stilling, jeg nu engang er i, så vil der være mange meninger om det. Det vidste jeg godt, inden jeg gik ind til det her. Sådan er fodboldverdenen. Det er vilkåret,« siger Jesper Sørensen og tilføjer:
»Men jeg synes ikke, at det handler om min person. Det handler om, at vi er i stand til at gå fremad som samlet gruppe, og så ved jeg godt, at det i sidste ende handler om det (hans stilling, red.) for mange. Det må jeg forholde mig til,« lyder det fra Brøndby-træneren kort efter den søde sejr på 1-0 over FC København i Parken.
Triumfen kom efter blamagen mod Randers, som i sidste runde siden slog Brøndby sønder og sammen med 4-0, og Jesper Sørensen erkender, at ugen op til derbyet har været til at mærke.
»Den har været hård, der har været mange ting i spil, vi har lidt. Det har vi som spillere og trænergruppe, det er jeg sikker på, at klubben har på alle fronter. Det er få gode historier, der har været om os. Så må vi se, om vi kan skabe noget på banen. Det er der, vi kan påvirke noget,« forklarer han og siger om forskellen på de to resultater.
»Fodboldverdenen er kontrasternes verden. I sidste uge leverede vi noget, der ikke var os værdigt, og i dag leverer vi noget, som vi alle kan være glade for. Det peger i en bedre retning end sidst,« understreger Brøndby-træneren.
I næste uge gælder det så... Randers igen.