AGF-målmand Jesper Hansen har haft et forhold til Lars Høgh på fodboldbanen i over ti år.

Nu sætter han ord på, hvordan det var at have Lars Høgh tilbage i landsholdslejren i nogle dage, efter at han har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom, og hvordan det er at opleve hans sygdomsforløb.

Det gør han i et interview med B.T. Aarhus.

»Det var skønt at have ham tilbage. Lars er en af mine mentorer fra tiden i FC Nordsjælland. Jeg kender ham rigtig godt, og jeg har et specielt forhold til ham. Han og Christian (Eriksen, red.) betyder meget for landsholdet. Vi har i lejren alle været overraskede over, hvordan især Lars håndterer sin sygdom,« siger Jesper Hansen og fortsætter.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har aldrig mødt et menneske, der er så optimistisk, og det er virkelig beundringsværdigt. Lars og Christian er savnet i hverdagen. Men det var virkelig fedt at være tilbage på banen med Lars igen, og spørger du Lars, så var han helt sikkert også rigtig glad for at være tilbage på banen sammen med os.«

Lars Høgh har ad flere omgange fået nedtrykkende beskeder på, hvad hans chancer for at overleve sygdommen har været, men han har indtil nu overvundet oddsene, og det er en kæmpe inspiration, mener Jesper Hansen.

»Lars har fortalt os om situationen. Han kæmper for at komme tilbage, og han er bare et virkelig stort forbillede på, hvordan man kan håndtere en sygdom som den. Han er en legende i dansk fodbold, og jeg kender ham som et menneske, alle holder af, og som alle respekterer.«

Hvad Lars Høgh helt præcist har fortalt spillerne i landsholdslejren angående sin situation, er ikke noget, Hansen har lyst til at dele.

»Jeg vil ikke gå i detaljer om, hvad han har sagt, men han har over for truppen sagt nogle ting, hvor hans måde at håndtere situationen på gør, at jeg beundrer ham helt vildt. Selvom han måske har fået lidt negative meldinger udefra, som ikke er rare at høre, så tror jeg, han kommer igennem det her, fordi han er sådan et menneske, som han er.«

Lars Høgh har også haft en stor indflydelse på, hvordan Jesper Hansen har udviklet sig som målmand igennem årene. Han er faktisk den træner, der har haft allerstørst betydning.

»Han har formet mig som målmand både på banen, men også uden for banen med det mentale. Jeg var en ung Jesper Hansen, der ikke sagde så meget og hele tiden tænkte på, hvad folk tænkte om mig. I en lang proces på over ti år hjalp han mig af med de ting, og det skylder jeg ham en kæmpe tak for. Han er den træner, der har påvirket mig mest i min karriere.«

Jesper Hansen sad på bænken hele kampen, da Danmark kvalificerede sig til VM på en 1-0 sejr over Østrig i Parken. Men i AGF passer han nærmest med garanti målet hver gang, og det gjorde han også søndag, da AGF led et 0-1-nederlag til Randers FC på Cepheus Park.