OB-keeperen var chanceløs på dundrende stople-skud.

Jesper Christiansen i OB-buret stod en mere end godkendt kamp i fynboernes åbningskamp i Superligaen mod Sønderjyske. Han kunne dog kun se til, da to tordenskud fra Sønderjyske hamrede på stolpen. Jesper Christiansen erkender, at kun held sikrede OB 1-1 efter de 90 minutter.

- Det er jo det de (stolperne, red.) er der for. Dem skal jeg jo ikke tage efter, griner OB-keeperen.

- Nej, der er et par gange, vi er heldige. Det sidste skud fra Bo Storm - det er bare godt lavet af ham, han vender rundt og klapper den over på modsatte stolpe, det kunne have været et fantastisk mål, hvis den var gået ind. Det var godt, at stolperne var med os i dag, siger Jesper Christiansen, der var chanceløs på de to store målchancer.

- Jeg var nok blevet solgt direkte, hvis jeg havde nuppet sådan en, siger han.

Jesper Christiansen og det øvrige OB-mandskab indledte Superliga-premieren mod Sønderjyske med højt pres og ivrig boldomgang. Efterhånden som kampen udviklede sig, blev det fynske fodboldslagskib dog noget mere presset.

Jesper Christiansen er derfor glad for kampens resultat, der var en oprejsning sammenlignet med forårets OB-kollaps.

- Det er klart, at vi skal være tilfredse med det ene point. Der er mange positive ting i dag i forhold til foråret. Vi har viljen til at fortsætte, hvor vi i foråret faldt hurtigt sammen. Vi kommer dog til at stå meget lavt i anden halvleg, siger Jesper Christiansen.

Han hylder også indsatsen fra OBs nyerhvervede midtbane-motor, Martin Spelmann.

- Han var god at have inde i maskinrummet. Han er god fremad og agerer også skraldemand bagtil, siger Jesper Christiansen.