Når den nye superligasæson fløjtes i gang, har Jens Stage en løve på brystet.

For den 22-årige aarhusianer skal nu tørne ud for de danske mestre. Et skifte, der blev officielt mandag formiddag.

Og faktisk spillede årets U21-slutrunde en rolle i skiftet, fortæller Jens Stage i et interview med FCK's hjemmeside.

»FCK er ubetinget Nordens største klub. Jeg har haft en fantastisk tid i AGF og har været totalt glad for at være der, det skal jeg ikke lægge skjul på, men nu har jeg også været afsted til en slutrunde. Jeg har fået mod på mere, og jeg vil blive den bedste fodboldspiller, jeg kan. Det er helt perfekt. Det passer med FCK's ambitioner og med mine egne.« siger Stage.

Udlandet havde også været en mulighed, men alligevel tager han endnu en tørn i Superligaen.

Det skyldes, at han godt kan lide ambitionerne i hovedstadsklubben, der går efter at blive mestre og spille i Europa hver sæson. Selv har han aldrig spillet europæisk fodbold før, og det ser han frem til at prøve med FCK.

Og så spejler Jens Stage sig i to af klubbens profiler, fortæller aarhusianeren, der fra U21-landsholdet kender både Robert Skov og Jonas Wind.

»Jeg har set spillere som Rasmus Falk og Robert Skov tage samme skridt og udvikle sig stærkt, og jeg vil forsøge at byde mig til og hjælpe holdet til succes,« siger aarhusianeren,

Jens Stage har skrevet under på en kontrakt, der løber til sommeren 2024, og han får trøjenummer 6. Lige nu er truppen på træningslejr i Østrig, og her støder Stage til onsdag.

Noget, han ser frem til, og han kommer da også med en kæk lille bemærkning, inden turen går sydpå, og han skal følge Ståle Solbakkens anvisninger.

»Jeg må se, om jeg kan lære noget norsk, så jeg forstår lidt,« griner han.