Der er stor interesse for at blive ny cheftræner i Superliga-klubben AaB, der mandag valgte at fyre Morten Wieghorst med øjeblikkelig virkning.

»Fem minutter efter vi havde udsendt nyheden i en pressemeddelelse, modtog jeg det første telefonopkald fra en interesseret. Indenfor det seneste døgn har jeg fået 15-20 henvendelser, så det går sindssygt hurtigt,« siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.

På spørgsmålet om, hvorvidt AaB kunne finde på at tilbyde Wieghorst-vikaren Jacob Friis en permanent cheftræner-kontrakt, når den igangværende udløber midt i december, svarer Allan Gaarde således:

»Det vigtigste for os er at gøre ansættelsesprocessen så ordentlig som overhovedet muligt. Friis og jeg er fuldstændig afklaret med, at han i den resterende del af efterårssæsonen leder førsteholdstræningen 11 gange, og at han står i spidsen for holdet i de tre kampe mod Esbjerg, Horsens og OB. Jeg ønsker hverken at sige det ene eller andet om, hvad der efterfølgende kommer til at ske.«

AaB's sportsdirektør på tilskuerpladserne under en kamp i Superligaen.
AaB's sportsdirektør på tilskuerpladserne under en kamp i Superligaen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Én ting står dog fast.

At Allan Gaarde har indledt arbejdet med at finde den cheftræner, der fra 7. januar 2019 fremover skal stå i spidsen for AaB's førstehold.

»At vi har truffet beslutningen om afskedigelsen af Morten Wieghorst allerede nu betyder, at vi får lidt ekstra tid til at finde hans afløser. Hermed kan vi have en åben dialog med de forskellige kandidater. Den mulighed havde vi ikke haft, hvis Wieghorst fortsat havde haft sin daglige gang i AaB. Det ville hverken have været rimeligt eller ordentligt, hvis vi havde påbegyndt en rekrutteringsproces bag ryggen på ham,« siger Allan Gaarde.

Han fortæller, at man i AaB er i gang med at lave en liste over mulige kandidater.

AaB's sportsdirektør Allan Gaarde giver klubbens nu forhenværende træner Morten Wieghorst hånden efter en kamp i Silkeborg.
AaB's sportsdirektør Allan Gaarde giver klubbens nu forhenværende træner Morten Wieghorst hånden efter en kamp i Silkeborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi laver en profil af, hvad vi ønsker, vores kommende cheftræner skal kunne,« siger Allan Gaarde.

I AaB's kulisse diskuteres, hvorvidt trænere som Lars Olsen, Jon Dahl Tomasson og Peter Sørensen er mulige emner.

»Jeg har ikke lyst til at kommentere på de navne, som blandt andre medierne bringer i spil. Det, der er vigtigt for os, er at finde ud af, hvad vi i AaB har brug for. Derfor skal vi være skarpe på, hvilken profil vi ønsker,« siger Allan Gaarde.

Foruden Morten Wieghorst skal AaB i vinterpausen formentlig også finde en ny assistenttræner, da Thomas Augustinussen med virkning fra årsskiftet har valgt at forlade klubben til fordel for et job som erhvervsassurandør i forsikringsselskabet Tryg.