De har kendt hinanden siden 2006, og i rigtig mange af de efterfølgende år har de arbejdet sammen også tæt sammen.

Men sidste år forlod Peter 'PC' Christiansen AGF til fordel for et job i FC København, og administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen, føler, at det var specielt at tage afsked med 'PC'.

Det fortæller direktøren i TV3 Sport-programmet 'Offside'.

»Selvfølgelig var det en speciel afsked. Det er der ingen tvivl om. Og ja – vi har arbejdet sammen i mange år. Han var spiller i Randers FC i 2006, hvor jeg hentede ham til fra Helsingborg, og så var han så færdig som fodboldspiller.«

»Der sad et godt fodboldhoved på ham, så vi konverterede den her spilleraftale til en scoutingaftale, og han blev chefscout, mener jeg, det var, og han voksede sig så op til at blive sportschef. Også efter jeg forlod Randers FC.«

Efterfølgende hentede Jacob Nielsen 'PC' til AGF, hvor han fik samme rolle, inden han sidste år indgik en aftale med FC København, og det er et skifte, der stadig nager AGF-direktøren den dag i dag, men han er ikke meget for at tale om det.

»Ja, det nager mig stadig. Men jeg vil ikke rigtig komme mere ind på det, for der er mange ting i det forløb. Det får I ikke ud af mig.«

AGF-bossen slår dog fast, at hans tro på den nuværende sportslige ledelse er stor med Stig Inge Bjørnebye i spidsen.