Viktor Fischer var godt og grundigt irriteret.

Et nederlag til FC Midtjylland på 3-1 er en ting, men for FCK-profilen var det måden, der var problemet. Han havde kigget ud over sine holdkammerater og set, at der manglede noget. De var ikke opsatte nok på MCH Arena.

»Det var lidt frustrerende til tider. Jeg syntes ikke personligt, at vi var der, som vi skulle være. Jeg kan ikke råbe 11 spillere op. Det skal komme indefra. Og det har det gjort i 15 ud af 17 kampe i år. Der har det været der. Og så har vi glippet to gange. Den ene var i dag. Det må vi tænke over, og så må vi videre. Hvis det kun er hver 15. kamp, skal vi nok klare den. Vi skal sørge for, at det bliver ved det,« siger Viktor Fischer.

Han stod selv for det hjørnespark, som for en kort stund pustede lidt liv i københavnernes håb om point i Herning i anden halvleg. Dame N’Doye scorede, men det nåede aldrig at blive rigtig spændende.

FCK's Viktor Fischer mod FC Midtjyllands Joel Andersson i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FCK's Viktor Fischer mod FC Midtjyllands Joel Andersson i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og det var altså det, som offensivspilleren ikke brød sig om. Indstillingen.

Hvad gør det ved dig at se, at I ikke er opsatte nok?

»Det irriterer mig sgu. Det gør det godt nok. Men på den anden side kan det også være godt at få et hak over tuden en gang imellem, så vi minder os selv om, at vi ikke er udødelige i den her proces. FC Midtjylland er stærke igen. De går igen lidt under radaren og lægger presset på os, og bygger op hele tiden. Det må vi have meget respekt for, og så skal vi være bedre, når vi kommer her næste gang,« siger Fischer og slår fast:

»Der er ikke nogen, der går fri af kritikken. Vi spiller ikke, som vi skal. Alle 11. Det må vi lave om på.«

Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen giver FCK's Viktor Fischer gult kort i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen giver FCK's Viktor Fischer gult kort i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mens der i FCK-lejren var noget mutte udtryk, var der noget lettere til smil hos de vindende midtjyder. Det var sejr nummer fire i træk over FCK, og sådan noget luner i det jyske, hvor man godt kan lide at stikke en pind i hjulet på hovedstadsklubben.

For de vil gerne ind og overtage FCK’s rolle.

»Vi er udmærket klar over, at FCK render rundt med et budget, der er lidt større end vores. De har klaret sig fint, men lige nu er der også udtalelser om, at vi meget gerne vil være den næste magtfaktor i dansk fodbold. Der er lang vej endnu, men vi tager det step by step. Jeg så Viktor Fischer kækt sige, at de ikke sammenligner sig med os. Rivaliseringen er meget større med Brøndby. Det ved vi godt. Men så skal de også vinde over os, hvis de skal holde ord,« siger Erik Sviatchenko.

Og han bakkes op af sin træner.

»Vi har ikke været blege for at melde ud, at vi gerne vil være en del af topstriden. Vi beviser i dag, at vi er en del af det. Jeg synes, at der er magtforskel i kampen i dag,« siger Jess Thorup, der understreger, at han ikke selv er voldsomt optaget af rivaliseringen med FCK.

»Jeg ved godt, at der tidligere har været noget mellem Ståle og den tidligere træner (Glen Riddersholm, red.). Jeg har jo ikke noget problem med Ståle. Jeg kender ham rigtig godt. Der er ikke nogen rivalisering der. Men begge hold vil gerne kæmpe med i topstriden. Vi er de forsvarende mestre og skal gøre alt, hvad vi kan for at forsvare den flotte pokal. Jeg ved godt, at FCK formentlig er førsteudfordrer på det, og det har jeg det fint med.«