FC København brugte angriberen Fanendo Adi ulovligt i søndagens kamp mod FC Vestsjælland. DBU har dog forståelse for københavnernes beslutning, og Divisionsforeningen ønsker reglerne om arbejdstilladelse ændret for fodboldspillere.

Fanendo Adi fik søndag den bedst tænkelige start på sin FCK-karriere. Allerede efter seks minutter bragte muskelbundtet københavnerne foran. Men mandag er der blevet slået skår i en ellers god debut. 

Den nigerianske angriber burde nemlig ikke have optrådt i kampen. Han arbejds- og opholdstilladelse var ikke på plads.

Mens FCK ikke brød nogen af fodboldens regler ved at lade Adi spille, overskred klubben landets love på området, hvilket FCK-direktør Carsten V. Jensen erkender.

Alligevel møder FC København ikke kritik fra fodboldens organisationer, Divisionsforeningen og Dansk Boldspil Union.

Klubbernes organ, Divisionsforeningen, vil ikke forholde sig til det moralske i FCKs handling, men man vil gerne fortælle, at man ønsker reglerne på området lavet om.

- Man har en måde, man ansætter helt centrale medarbejdere på i fodbold, som gør, at man får et meget stort værditab, hvis de ikke kan arbejde med det samme. Det er et problem, siger Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.

- Det skal ses sammen med, at man også har en ansættelsesform, hvor man ansætter folk på uopsigelige kontrakter. Når en kontrakt én gang er skrevet, bortfalder den usikkerhed, som man normalt tager højde for med den sagsbehandlingstid, der er i forbindelse med en arbejdstilladelse. Derfor har vi et meget stort ønske om, at reglen laves om, så spillerne kan arbejde med det samme, fordi det ikke er forbundet med den usikkerhed, man har perioden for, siger Claus Thomsen, der ikke vil forholde sig til det moralske i, at FCK overtræder landets love.

- Vi kan ikke sætte os til doms over, om nogen har handlet korrekt i forhold til landets lovgivning. Det er andre, der skal gøre det, siger han. 

Hos DBU har man forståelse for FCKs beslutning om at lade Adi spille:

- Der er 30 dages behandlingstid for at få arbejds- og opholdstilladelse. Det er klubberne meget frustrerende over. Det er jo mange dage af en sæson. Hvis du investerer mange penge i en spiller og tilmed skal give ham en høj månedsløn, er det ikke særlig sjovt at vente 30 dage, før du må bruge ham, siger Jes Christian Fisker, der er ansvarlig for fodboldkontrakter hos DBU, og fortsætter: 

- Klubberne forsøger for det meste at overholde reglerne, men nogle klubber tager chancen og æder så den bøde, de måtte få af myndighederne. Det er ikke fordi, de ønsker at snyde nogen. Men man skal huske på, der er nogle specielle hensyn i sport.

Så fodboldspillere er hævet over loven, fordi klubberne betaler mange penge for dem?

- Nej, for det er jo ikke kun blandt fodboldspillere, man ser det her. Håndværkere kan jo også komme herop og arbejder uden arbejds- og opholdstilladelse. Det er simpelthen en prioritering fra arbejdsgiverne. De vælger at tage chancen - og så betaler de en eventuel bøde på et senere tidspunkt. Så det er ikke fordi, fodboldspillere er hævet over loven. 
 
Det var FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen selv, der til TV 3 Sport søndag indrømmede, at ikke alle Fanendo Adis tilladelser var på plads. Alligevel kunne han ikke se det problematiske i, at de havde brugt Adi i kampen:

- Det er sådan, at i det øjeblik, at han træder ind på træningsbanen, så er forbrydelsen sådan set sket. I forhold til kampen i dag (mandag, red.) har det ikke nogen relevans, da han har de tilladelser, der skal til, sagde Carsten V. Jensen med ro i sindet og henviste til, at spillercertifikatet var på plads.     
 
Jes Christian Fisker understreger da også, at de ikke vil gøre noget ud af sagen:

- Det får ikke nogen sportslige konsekvenser. Det er ikke et brud på DBUs regler, for vi har jo ikke regler om opholds- og arbejdstilladelse. Det er offentligretlige regler, der er gældende på det her område - og de har ikke noget med fodboldens regler at gøre, siger han.