Der var én mand på alles læber søndag aften på Brøndby Stadion. Samuel Mraz.

For hvor mange gange er det ikke blevet nævnt allevegne i fodboldmunde, hvor skidt Brøndby mon vil være stillet, den dag topscorer Kamil Wilczek er væk?

Vi fik et svar mod Esbjerg, da Kamil Wilczek afsonede sin karantæne. To mål - to rigtige angribermål - stod den unge slovak for i sejren på 2-1 over vestjyderne.

Så spørgsmålet er, om træner Niels Frederiksen efter landskampspausen overhovedet kan se bort fra Mraz, når Wilczek er tilbage til kampen mod AGF:

»Jeg kan finde på hvad som helst. Men nu må vi se. Vi har 14 dage, hvor vi skal træne. Det var dejligt at se Sam (Samuel Mraz, red.). Han scorer to flotte mål og spiller rigtig fint, så længe kræfterne slår til,« siger Niels Frederiksen og tilføjer om den dobbelte målscorer:

»Han laver en fin kamp. Udfylder den rolle, jeg gerne vil have ham til. Han var god med ryggen mod mål og havde også en god træfsikkerhed.«

I spillestil minder Samuel Mraz ret meget om Kamil Wilczek, der ligesom sin afløser er afhængig af at blive sat op i felterne, men trods lighederne er det ikke utænkeligt, at Niels Frederiksen kan starte med begge boksangribere:

»Alt er muligt. Der er 14 dage til næste kamp, så jeg har ikke stillet holdet endnu. Jeg er glad for, jeg har nogle valgmuligheder.«

Samuel Mraz forventer ikke sin tredje plads i træk i startopstillingen, når Brøndby i næste kamp besøger Aarhus.

»Jeg er rigtig glad for at få min første kamp fra start på Brøndby Stadion og score to mål, men jeg vil ikke gøre krav på en plads i startopstillingen til næste kamp. Jeg gør det, der er i holdets tjeneste, og er glad for den spilletid, der bliver givet,« siger han og tilføjer:

»Alle vil selvfølgelig gerne spille så meget som muligt, og det vil jeg også. I dag fik jeg vist, at jeg godt kan score mål, og det er jeg meget glad for.«

Sejren til Brøndby var den femte i streg i Superligaen, og der betød det lidt ekstra, at det var mod lige præcis Esbjerg, der i de sidste fem indbyrdes opgør har taget alle pointene.

»Som udgangspunkt er jeg ligeglad med, hvem vi besejrer. Men det er rart at få lukket den stime på fem kampe i træk uden sejr. Vi ramte ikke en toppræstation – men vi vandt alligevel. Jeg er okay tilfreds med første halvleg. Samt første kvarter af anden halvleg.«

»Men når jeg ikke storsmiler, så er det, fordi der var sekvenser, jeg ikke var så lykkelig for. Det virker, som om vi kommer til at spille for meget baglæns i anden halvleg,« tilføjer Niels Frederiksen, hvis kollega i den anden ende, Lars Olsen, følte, at Esbjerg fortjente mere.

»Jeg vil ikke sige, at jeg står her og føler mig snydt, men jeg synes, vi skulle have haft en point med herfra. De har jo ikke nogen chancer ud over de indlæg, de scorer på,« lød det fra Lars Olsen.