Brøndby var i problemer mod et organiseret Sønderjyske-hold, men Jesper Lindstrøm blev matchvinder fra bænken.

Klapsalver på Brøndby-bænken og omfavnelser på banen - og ikke mere end det.

Det var scenerne på et tomt Brøndby Stadion, da Brøndbys Jesper Lindstrøm afgjorde tirsdagens kamp mod Sønderjyske med sin 1-0-scoring i anden halvleg.

Dermed er Brøndby tilbage på 3F Superligaens fjerdeplads, mens Sønderjyske sikkert og vist ender på 11.-pladsen, når sidste runde af grundspillet er overstået søndag.

Brøndbys Josip Radosevic og SønderjyskEs Christian Jakobsen under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Josip Radosevic og SønderjyskEs Christian Jakobsen under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Brøndby hev sejren i land efter en kamp, hvor tirsdagens gæster ellers havde været farligst.

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm havde inden kampen proklameret, at man skulle stå godt defensivt og være farlige på omstillinger. Det var netop omstillinger mod det bolddominerende Brøndby-mandskab, som gjorde ondt på de blågule.

Sønderjyske kom til kampen med flere overraskelser i startopstillingen, hvor den største overraskelse vel nok var den 30-årige venstreback João Pereira, som spillede sin første kamp siden februar 2019.

Han fik rigeligt at se til i kampens første halvleg, hvor han stod over for Brøndbys bedst spillende mand, højrewingbacken Jens Martin Gammelby.

Brøndbys Cheftræner Niels Frederiksen under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Cheftræner Niels Frederiksen under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Den ellers ofte udskældte Brøndby-back var kreatøren bag de fleste farlige Brøndby-tilbud, men hans indlæg fandt ikke den rette modtager foran kassen.

I den anden ende besad Sønderjyske-angriberen Anders K. Jacobsen farligheden, og han var et par gange i første halvleg mere end tæt på at bringe sit mandskab foran.

Ved pausestillingen 0-0 satte Brøndby den 20-årige angriber Jesper Lindstrøm på banen, og han takkede for tilliden i en ellers god Sønderjyske-periode i det 61. minut.

Sønderjyske vil nok føle sig truffet over ikke at have fået frispark i situationen inden, men i stedet tillod en lang fremlægning Lindstrøm at drible ind i Sønderjyske-feltet, hvor han resolut bragede bolden fladt i det fjerne hjørne til 1-0.

Tilskuerepladserne under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020.
Tilskuerepladserne under 3F Superligakampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion tirsdag den 2. juni 2020. Liselotte Sabroe

Sønderjyske fik mod slutningen af kampen en gigantisk chance, men indskiftede Artem Dovbyk var for langsom og mistede sin mulighed. Dermed endte kampen 1-0.

Se højdepunkterne fra kampen i live-bloggen herunder.

/ritzau/