I forbindelse med den forstående Superliga-kamp mellem AGF og Brøndby på søndag opretter Østjyllands Politi fem 'hotspot' i Aarhus.

Det sker for at undgå, at mange mennesker stimler sammen og dermed øger risikoen for spredning af coronavirus.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Inden for de udvalgte områder advarer politiet mod, at for mange personer samles på ét sted. Politiet har de pågældende steder mulighed for at indføre et egentligt forbud mod ophold.

Zonerne gælder fra søndag klokken 12 og resten af dagen og oprettes foran Ceres Park, ved Telefonsmøgen/Busgaden, på Store Torv, ved Ingerslev Boulevard og på Skt. Pauls Kirkeplads.

Der bliver opsat skilte de fem steder, som viser, at det er 'hotspot', og at man skal undgå at stimle sammen.

Samtidig vil politiet patruljere i områderne.

Selve kampen mellem AGF og Brøndby begynder klokken 19 i Ceres Park.

Sådan så det ud, da Aarhus' lokale helte blev modtaget i lufthavnen oven på 4-2-sejren over FC København. Politiet indfører nu særlige zoner i Aarhus for at mindske smittefare, når AGF og Brøndby mødes søndag.
Sådan så det ud, da Aarhus' lokale helte blev modtaget i lufthavnen oven på 4-2-sejren over FC København. Politiet indfører nu særlige zoner i Aarhus for at mindske smittefare, når AGF og Brøndby mødes søndag.
Vis mere

'Vi forventer, at områderne respekteres, da det ellers kan ende med, at vi helt forbyder ophold de pågældende steder,' siger politiinspektør Martin Løye fra Østjyllands Politi i meddelelsen.

'Jeg vil gerne på det kraftigste opfordre til, at man generelt tænker sig om, hvis man skal ud og deltage i fejringen af byens fodboldhold.'

'Hvis man kan se, at der er mange mennesker, der har samlet sig et sted, så find et andet sted. Vi har et fælles ansvar for, at en glad begivenhed ikke starter nye smittekæder,' siger han.

Hvis der oprettes opholdsforbud i de pågældende zoner, kan ophold udløse en bøde på 2500 kroner.

/ritzau/