Det er ingen hemmelighed, at der hersker ondt blod mellem FC København og Brøndby IF.

I hvert fald på fanfronten, hvor begge klubbers mest inkarnerede fans har opbygget et indædt had til hinanden.

Søndag mødes de to klubber så i Superliga-sæsonens andet derby, der spilles for tomme tribuner på grund af corona-restriktionerne.

Noget, der dog ikke har afholdt nogle af FCK's fans – må man formode – fra at markere sig forud for weekendens storkamp. Det er dog på en ulovlig baggrund.

FCK-fans under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby I i Parken søndag 5. maj 2019.
FCK-fans under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby I i Parken søndag 5. maj 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For i et større hærværk, der er begået af ukendte gerningsmænd, er et af hovedstadens metrotoge nemlig blevet totalt overmalet med graffiti med teksten 'Anti 1964'.

Du kan se en video af det omfattende hærværk nederst i artiklen.

Teksten på det overmalede metrotog er en reference til året 1964, hvor Brøndby IF blev grundlagt.

B.T. har været i kontakt med Metro Service, som står for driften af metroen i København, der bekræfter, at toget er blevet udsat for hærværket.

Brøndby-fans under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby i Parken søndag 5. maj 2019.
Brøndby-fans under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby i Parken søndag 5. maj 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er ærgerligt, at der kører tog rundt med graffiti, men det vigtigste er lige nu, at vi kører på en god måde for vores passagerer i forhold til de corona restriktioner, der er,« skriver Thor Wilkens, der er kommunikationskoordinator hos selskabet, i en kortfattet besked til B.T.

Han oplyser samtidig, at metrotoget sent tirsdag blev sendt afsted til omfattende rengøring. Noget, der på årsbasis koster selskab et større millionbeløb, når det skal fjerne graffiti fra diverse tog.

Inden søndagens derby, der spilles på Brøndby Stadion klokken 14, og som du kan følge live her på bt.dk, venter der de to klubber endnu en runde i Superligaens grundspil.

Onsdag møder FC København nemlig Vejle, inden Brøndby får besøg af Randers torsdag aften.