Superliga-klubben Hobro IK risikerer inden for en overskuelig fremtid at skulle finde en ny sportschef.

»Jeg er gået i jobmæssig tænkeboks,« siger 45-årige Jens Hammer Sørensen, der forklarer sin bemærkelsesværdige udtalelse med, at han til hverdag er hårdt spændt for.

»Ud over jobbet som sportschef i Hobro er jeg lærer på fuld tid på en skole i Randers. Det betyder, at jeg i det daglige føler, jeg mister lidt af følingen med, hvad der sker omkring superliga-holdet. De træner jo hver dag klokken 10.30, mens jeg samtidigt underviser mange kilometer derfra,« siger Jens Hammer Sørensen.

I Hobro IKs ledelse lægger man ikke skjul på, at man gerne vil have ham ansat på fuld tid.

»Beslutningen er ikke så nem at tage for mig. Jeg er glad for begge job, men planen er, at der snart skal ske et eller andet,« siger Jens Hammer Sørensen.

 
Hobro IK gæstede mandag aften AaB i Aalborg i et opgør der endte 1-1.
Vis mere

Siden Hobro IK i foråret rykkede op fra 1. division til Superligaen har han haft ekstraordinært travlt.

»Syv spillere er hentet ind, mens vi har sagt farvel til et lignende antal spillere,« siger Jens Hammer Sørensen, der forventer, at den himmerlandske klub har lavet yderligere én handel inden transfervinduet smækker i om et par uger.

»Vi går benhårdt efter en angriber, der kan flytte holdet og som kan gå direkte ind i startopstillingen. Hen over sommeren har vi været i kontakt med flere mulige emner, og som det ser ud i øjeblikket kan det sagtens tænkes, at vi henter en spiller i udlandet,« siger Jens Hammer Sørensen.

Han har dog ikke megen tid at gøre godt med. For i næste uge skal han på lejrtur med en skoleklasse til Østrig.

»I mine mange år som først spillende træner og nu sportschef i Hobro IK har jeg ikke misset mange førsteholdskampe. Men på grund af mit lærerjob kommer jeg hermed til at gå glip af to af vores kampe i Superligaen (mod Lyngby og Silkeborg, red.). Det har jeg det naturligvis ikke særligt godt med,« siger Jens Hammer Sørensen, der til gengæld er udmærket tilfreds med klubbens foreløbige pointhøst i Superliga-comebacket.

»Sagt på godt nordjysk er vi begyndt fornuftigt. Men med det setup, som Superligaen fik før sidste sæson, mener jeg, at vi har potentiale til at blive fast inventar i landets bedste fodboldrække. I indeværende sæson sigter vi mod overlevelse. Men spørger man mig, må målsætningen være, at vi skal placere os i top-10 og dermed undgå deltagelse i playoff-kampene om nedrykning,« siger han.