Superliga-starten er lige om hjørnet. Har du fået holdt noget ferie? Pyt. Her er noget af det, du bør vide, inden Superligaen langt om længe bliver sparket i gang igen i dag.

Det er ikke mange uger siden, F.C. København kunne lade sig kåre som mestre, mens Viborg og Esbjerg tog elevatoren en etage ned til 1. division. Alligevel er den her allerede igen – Superligaen.

Godt fem uger – eller 40 dage – er gået fra sidste fløjt i den forgangne sæson til det første pift i sæsonen 2017/18. Men hvad er der egentlig sket i Superligaen i løbet af de 40 dage, bolden har ligget stille?  Hvad har der været af opsigtsvækkende køb og salg? Hvor er der skiftet ud – og hvad har ellers rørt sig i de 14 Superliga-klubber de seneste uger?

BT giver dig det hurtige overblik over de største historier fra den sommerpause, der allerede er slut, så du kan være klædt på til den kommende sæsonstart.

Helsingør må spille i… Helsingør!
Den sensationelle oprykker FC Helsingør fik i midten af juni lov til at spille sine hjemmekampe i den kommende sæson på det ellers utidssvarende Helsingør Stadion. Oprykkernes arena lever ikke op til Superliga-kravene, men de scorede sig en dispensation og slap derfor for at leje sig ind i eks. Farum eller Gladsaxe. Forvent mobile lysanlæg og tribuner.

Fisker på bænken
Han blev præsenteret ved en bænk et sted på Vestegnen. Alligevel ligner Kasper Fisker en kommende stamspiller for Brøndby. De blå-gule hentede den stærke midtbanespiller i Randers for i omegnen af to millioner kroner. Umiddelbart en god handel for en spiller, der de seneste sæsoner har været en profil i Superligaen.

Papir på Nielsen
Skulle han være træner i FC Midtjylland? Eller skulle han måske til en af de store klubber i Norge eller Sverige? Nej, David Nielsen bliver i Lyngby. Sommerpausen var kun få timer gammel, da sidste sæsons bronzevindere kunne fortælle den glædelige nyhed: David Nielsen er cheftræner i Lyngby frem til 2019.

Georgia on my mind
AGF har elsket dem – og Esbjerg har gjort det samme. Nej, det er ikke nedrykninger, vi taler om. I stedet er det georgiske spillere. Ofte med flere z’er i navnet end mål i støvlerne. Nu har Randers også kastet sin kærlighed på Kaukasus. Klubbens nye kantspiller hedder Saba Lobjanidze…

Bytte, bytte målmand
Sidst i juni kom der gang i målmandsmøllen. Lyngby fik fem millioner kroner i foret. Til gengæld måtte de kongeblå nødtvungent slippe sidste sæsons store profil, landsholdskeeper Jesper Hansen. Han tog til FC Midtjylland, og få timer senere var Mikkel Andersen ny keeper nord for København. Hans tidligere klub: FC Midtjylland…

Køb billigt- (men godt-)dage i Aarhus
Tiden, hvor AGFs holdkort er en spiritusprøve, kan så småt være forbi. Tidligere var aarhusianerne overordentligt glade for østeuropæiske spillere, men denne sommer er det danske navne som Jakob, Frederik og - nåh ja – Pierre, der er hentet til Fredensvang. I øvrigt med efternavnene Ankersen, Møller og Kanstrup. Siden kom Tobias Sana og Adama Guira også til - alle hentet for i alt 1 mio. kr.

Zornigers store trailer
Normalt er det dåseøl, billige colaer og overdimensionerede Nutella-glas og bolsje-spande, der hentes over den dansk-tyske grænse. Men Brøndbys trailer fyldes med fodboldspillere på tilbud. Allerede sidste sommer blev Benedikt Röcker, Jan Kliment og Hany Mukhtar hentet i Tyskland. Denne sommer lå først målmanden Benjamin Bellot og siden midtbanemanden Besar Halimi under presenningen.

To gange Thomas Mikkelsen
Der har været stille i den fynske ådal. Meget stille. Nicklas Helenius er godt nok landet i Odense helt efter planen, men ellers har der intet eventyrligt været over den fynske sommerpause. Mest epokegørende er et farvel til Thomas Mikkelsen og et farvel til… Thomas Mikkelsen. Målmanden Thomas Mikkelsen er hentet i Fredericia, mens angriberen af samme navn er sendt til Skotland.

Zimmer frei
Selv om den tidligere landsholdsspiller Niki Zimling har ledt efter et sted at være, var der næppe mange, der havde regnet med, at det skulle være Sønderjyske, der tilbød midtbanemanden husly. Det har ikke desto mindre vist sig at være virkeligheden. Den sidste dag i juni skrev den tidligere Bundesliga-spiller under på en to-årig kontrakt med sønderjyderne, hvor han – hvis han kan holde sig skadesfri – kan blive en stor profil.

Bøffer i Aalborg
Først var AaB inde i billedet – så var de ude. Men til sidst fik de ham. Jores Okore er ikke længere FCK-spiller. Nu er den brølstærke forsvarsspiller AaBer. Allan Gaarde fik den midterforsvarer, han har sukket efter – og endda en navnkundig en af slagsen. AaB har også hentet Kristoffer Pallesen i Viborg og den tidligere Tottenham-spiller Filip Lesniak.

Store ’stygge’ ulv
Claus Steinlein op som direktør, Ove Pedersen ind som assisterende sportschef – og et åbent sæde som sportschef. Sådan ser den nye organisation i FC Midtjylland ud. Steinlein har længe været den store ulv i Herning, men nu har han også titlen som administrerende direktør. Han skal nu finde sin afløser, der får titel af sportschef og gode, gamle Ove Pedersen til sin rådighed.

Terrieren Zanka
Ståle Solbakken snakkede om, at Mathias 'Zanka' Jørgensen lige så meget skulle til en by som til en klub denne sommer. Men det bliver ikke i hverken London, Berlin eller Milano, midterforsvareren skal bo de kommende år. 7. juli blev FCK-kaptajnen endelig solgt efter flere ugers ventetid. Køberen var Premier League-oprykkeren Huddersfield. Klubben med kælenavnet ’Terrierne’ har nu fået en ny forsvarsstyrmand, og 'Zanka' får chancen i verdens største liga.