Hvidovre Kommune har bevilget knap 16 millioner kroner til opgraderinger af Hvidovre Stadion.

Oprykkeren Hvidovre IF kommer efter planen til at spille sine hjemmekampe i Superligaen på Hvidovre Stadion.

Kommunalbestyrelsen har på et møde tirsdag aften, der kunne streames på Hvidovre Kommunes hjemmeside, således vedtaget et forslag om at bevilge 15,8 millioner kroner til opgraderinger af stadion.

Der var visse diskussioner om finansieringen, og hvilken kasse millionerne skal tages fra. Men generelt var der bred enighed mellem partierne om, at midlerne skulle gives.

Af Hvidovre Kommunes hjemmeside fremgår det, at omkring seks millioner kroner er afsat til mobiltribuner, så kapaciteten øges fra 6600 til 10.000 tilskuere, hvilket er et krav fra Divisionsforeningen for at kunne spille i den bedste række.

Derudover skal det ofte udskældte – også af Hvidovre-spillere – græstæppe udskiftes, og det kommer anslået til at koste to millioner kroner.

Godt fem millioner kroner skal der bruges på »tekniske foranstaltninger«, herunder lys- og lydanlæg, internet og trackingudstyr, mens yderligere godt to millioner er afsat til VIP-faciliteter og at leve op til kravene om minimum 300 loungepladser.

I sagsmaterialet fremgår det, at alle faciliteter muligvis ikke bliver klar til starten på den nye sæson, der starter 21.–23. juli, og derfor kan det blive nødvendigt at starte sæsonen med flere udekampe i træk eller at leje sig ind på et andet stadion.

Leje af et andet stadion var også alternativet til opgraderingerne, som fodboldklubben Hvidovre IF ikke direkte bidrager til økonomisk. Der kan dog meget vel blive tale om en forhøjelse af den husleje, som klubben betaler for at bruge stadion.

Efter 26 års fravær rykkede Hvidovre IF søndag op i Superligaen som toer i 1. division efter Vejle. Den 98 år gamle klub, der blev danmarksmester i 1966, 1973 og 1981, skal dermed vænne sig til en helt ny tilværelse.

Der er således sket meget med både sportsligt niveau, faciliteter, fankultur og krav fra turneringsarrangør Divisionsforeningen siden 1997, da klubben rykkede ud af det fineste selskab.

Indtægterne fra blandt andet tv er også steget betragteligt, og en portion af dem skal tilfalde spillerne, som hovedsageligt er deltidsansatte. Det har sportschef Peter Lassen afsløret.

– Alle får mere i løn. Det har jeg sagt til dem. Det gælder hele truppen.

– Det bliver ikke kæmpe summer, men det kan jeg selvfølgelig ikke komme nærmere ind på, siger Peter Lassen.