Når det gælder Superligaen og målmandsscoringer, så er det især to mål, der trænger sig på: Brøndbys Mogens Krogh mod AGF i 1996 - og AGFs Lars Windfeld mod OB året forinden.

Fredag skrev AGF-målmand Steffen Rasmussen sig ind i Superliga-historien, da han scorede til 2-2 med et hovedstødsmål mod AaB dybt inde i overtiden.

Målmandsscoringer er i sagens natur usædvanlige, og når det gælder keepere som afsluttere i Superligaen, så skal vi langt tilbage, førend der er noget, der dæmrer.

I 1996 kørte Brøndby og AGF parløb om mesterskabet. I en af de sidste kampe mødtes de to guldrivaler på Aarhus Stadion, og AGF var foran 3-2.

I kampens sidste minut fik Brøndby hjørnespark, og Brøndby-målmand Mogens Krogh gik med frem for at presse AGF-forsvaret.

Brøndby-keeperen nåede højest i den første luftduel, men det rakte kun til at snitte bolden ud i gæsternes venstre side. Her kom der imidlertid et nyt indlæg, som Mogens Krogh også nåede højest til, hvorefter han headede den forbi målmandskollega Lars Windfeld i AGF-målet.

Målet endte med at blive afgørende for mesterskabet, for Brøndby vandt med 67 point mod AGFs 66.

Godt et år tidligere var det Lars Windfeld, der var i målscorerens rolle.

Modstanderen var OB, og det skete på en meget blæsende forårsdag.

AGF førte 1-0 ved pausen, og to minutter ind i anden halvleg lavede Lars Windfeld et udspark, som ramte ned på OBs banehalvdel, hvorefter bolden med god hjælp fra vinden røg over alt og alle - inclusive OBs ellers rutinerede målmand, Lars Høgh, og ind i det fynske bur.

AGF endte med at vinde kampen 2-1.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her