Spillet om superligastjernen Lucas Andersen kører på fulde drøn kulisserne i AaB, hvor sportsdirektør Allan Gaarde arbejder på at lande en permanent aftale med midtbaneprofilen.
Lykkes det at købe det tidligere Ajax Amsterdam-stortalent med landskampe på cv'et fri, må det betegnes som et transferscoop. Lige nu er der dog et par knaster - særligt af økonomisk art - som skiller parterne ad.
»Vi er inde i en super god dialog. Og vi forsøger at finde hinanden. Men det ville være rart at finde en løsning inden for den kommende periode. Vi vil rigtig gerne have ham, men alting har sin pris, og vi har også begrænsede midler at arbejde med,« siger Allan Gaarde.
Vi er de eneste, som har en aftale med Grasshoppers. De andre klubber kan ikke komme på banen
Den 24-årige midtbaneprofil, som i weekendens runde viste sit tårnhøje niveau med sit drømmemål mod Hobro, er lejet i schweiziske Grasshoppers på en lejeaftale, der går frem til den 30. juni. Tidligere var han i Ajax Amsterdam, så lønniveauet er væsentligt højere end det, AaB er vant til.

»Det vigtigste for mig er, at de bedste spillere skal være de bedst lønnede, sådan vil det også være for Lucas. Men han kommer jo heller ikke på en fri transfer, så vi skal også betale penge til Grasshoppers. Det spiller også ind. Men lige nu er jeg fortsat fortrøstningsfuld,« siger AaB-sportsdirektøren.
Nordjyderne har i lejeaftalen, som blev forhandlet på plads sidste sommer, sikret sig en option til at købe Andersen fri fra aftalen med Grasshoppers. Prisen, som er fastlagt, skulle ifølge Gaarde ligge under de seks millioner kroner, som ellers er et beløb, der florerer på de sociale medier.
Uanset beløb, så drømmer de utålmodige AaB-fans om, at aftalen kan lukkes snart med Andersen, som blev solgt fra netop AaB til mægtige Ajax Amsterdam, da han kun var 17 år, i 2012. Fansene frygter blandt andet, at økonomisk stærkere superligaklubber som Brøndby IF, FC Midtyjylland og FC København kan melde sig på banen og lokke Andersen til at kigge deres vej. Det er dog ikke en frygt, som Allan Gaarde deler:
»Det bliver ikke aktuelt. Jeg kan forestille mig, at der er masser af klubber, der er interesserede. Men vi er de eneste, som har en aftale med Grasshoppers. De andre klubber kan ikke komme på banen.«

Lucas Andersen har i denne sæson spillet 15 kampe og scoret seks mål på den offensive midtbane. Fem af målene er faldet i de seneste otte kampe, hvor han for alvor har vist den form, som gjorde ham attraktiv for Europas storklubber, da han var teenager.
AaB-profilen mener, at hans gode spil kan bruges i forhandlingerne med Allan Gaarde, som han kalder for fremskredne.
»Det nærmer sig, og det begynder at ligne noget. Jeg synes, at jeg havde gode kort på hånden før også, men det er klart, at bedre præstationer får en til at stige i værdi,« lød det til Ritzau i sidste uge fra Lucas Andersen, som i podcasten Ripodsten udlagde forhandlingssituationen med AaB således:
»Lønnen er det springende punkt. Men der er også andre ting, der spiller ind.«


