Det hører til sjældenhederne, at en træner for et Superliga-hold vælger at forsvare en kollega. Men efter Hobro IK havde tabt udekampen mod FC Midtjylland 1-5 skete det.

»Jeg ved ikke, hvad forventningerne til Jess Thorup er, men jeg synes altså, han har gjort et fornuftigt stykke arbejde,« sagde Hobro-træner Thomas Thomasberg til BT’s udsendte fodboldreporter på MCH Arena i Herning og tilføjede:

»FCM’s og Thorups største udfordring i øjeblikket er medierne, der er efter dem. Derfor får træneren ikke optimal mulighed for at gøre sit arbejde i ro og fred. FCM har en trup, der er rigtig stærk. De kritiseres for at spille kedeligt. Men jeg ser altså et hold, der har mange profiler og som samtidig skaber underholdende kampe.«

 
FC Midtjylland vandt 5-1 over Hobro i 9. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Imidlertid havde Jess Thorup, som adskillige fodboldkommentatorer indenfor det seneste år har kaldt fyringstruet, når resultaterne har svigtet, kun et overbærende smil tilovers for Thomas Thomasbergs bemærkelsesværdige udtalelse.

»Jeg vil lade andre vurdere, om meningerne om mig er for hårde. Men i min verden forholder det sig sådan, at jeg kamp efter kamp forsøger at skabe de bedst mulige resultater. Det er der altid nogle, der har en eller anden form for kommentar til, og det er sådan det er, når man er en offentlig person og man er en del af en topklub,« sagde Jess Thorup, der var tilfreds med sejren.

»Når man kan besejre Superligaens nummer to med fire overskydende mål, er det svært at være utilfreds. De havde før kampen mod os kun lukket seks mål ind. Men fra første fløjt sætter vi os på kampen, vinder vores dueller og er aggressive. Set fra min synsvinkel har det været en kæmpe gevinst at skifte system fra 4-1-4-1 til 3-4-3. På den måde får vi hver enkelt spillers kompetencer bedst at se,« sagde Jess Thorup.

 
Alexander Sørloth scorer til 3-0 for FC Midtjylland mod Hobro IK.
Vis mere

Han roste sin tre-måls-skytte Alexander Sørloth til skyerne.

»Det er en spiller, der hele pakken. Han er hurtig og er en sindsyg dygtig afslutter. Det er helt klart en angriber, der karrieremæssigt kan nå rigtig langt,« sagde Jess Thorup.

Efter kampen var der dog ikke alle, der var lige tilfredse.

»Gustav Wikheim skulle have været udvist. For at være ærlig synes jeg, at han er en rotteunge,« rasede Hobro-backen Nicholas Gotfredsen og henviste til en situation i første halvleg:

»Han vælter mig og træder mig bevidst i ryggen. Det må være en sag, som DBU’s disciplinærudvalg vælger at kigge på. Det hører ingen steder hjemme. Jeg har nogle rifter på ryggen og det gør også meget ondt. Her efter kampen har jeg lyst til at tage fat i ham. Men det er nok bedst, at jeg lader være,« sagde Nicholas Gotfredsen.

Gustav Wikheim var dog ikke enig.

»Det var altså ikke med vilje, at jeg røg i nærkamp med Gotfredsen. Folk kan mene og sige hvad de vil. Men jeg mistede balancen og kunne ikke undgå at ramme ham,« sagde nordmanden.