AGF reddede mandag et enkelt point ude mod Hobro IK, da holdene spillede 1-1 i deres første kamp i denne sæson i 3F Superligaen.

Jesper Juelsgård udlignede 20 minutter før tid for aarhusianerne, efter at Emmanuel Sabbi bragte Hobro foran efter lidt over en time.

På trods af rollen som en af favoritterne til nedrykning i denne sæson var det Hobro, som pressede mest på i opgøret.

Nordjyderne forsøgte sig gang på gang med hurtige omstillinger og pressede højt på banen, når lejligheden bød sig. Det avlede masser af chancer til Hobro, mens AGF agerede mere afventende i opspillet.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I det første kvarter truede offensivspilleren Edgar Babayan flere gange AGF’s defensiv og kom til afslutning.

Gennem første halvleg havde hjemmeholdet mange dybe bolde, som dog endte uden slutprodukt.

Kort inden pausen kom aarhusianerne til en stor chance, hvor Tobias Sana endte alene med målmand Jesper Rask efter en tværaflevering, men Sana skød forbi målet.

Hobros pres fortsatte i anden halvleg, hvor Emmanuel Sabbi testede AGF-keeper Oscar Whalley få minutter efter pausen, men kantspilleren skød lige på Whalley.

3F Superligakampen mellem Hobro IK og AGF på DS Arena i Hobro, mandag den 15. juni 2019. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2019)
3F Superligakampen mellem Hobro IK og AGF på DS Arena i Hobro, mandag den 15. juni 2019. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2019) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ti minutter senere fik den amerikanske kreatør dog hul på bylden, efter at Edgar Babayan slap igennem på en omstilling i venstre side.

Herfra fandt han Sabbi på tværs, og Sabbi bragte Hobro foran 1-0 på førsteberøringen.

På trods af manglende chancer reagerede gæsterne, og AGF var kun bagud i ti minutter.

Så fik aarhusianerne hjørnespark, og Jesper Juelsgård headede efterfølgende bolden i mål til 1-1.

Med fem minutter igen kom AGF’s Casper Højer Nielsen til kampens største chance lige uden for det lille felt, men Hobro-keeper Jesper Rask stod i vejen med en fodparade.

Dermed endte det uafgjort i sæsonens første mandagskamp i Superligaen.

AGF møder i anden runde FC København på udebane allerede fredag, mens Hobro skal til Esbjerg.

/ritzau/