Hobro har søndag offentligjort, at man har hentet Silkeborg-angriberen Morten Beck til klubben.

Denne sæsons overraskelse i Superligaen sikrede sig endegyldigt en ny sæson i den bedste danske række i sidste weekend med en 1-0-sejr ude over Randers.

Og nu er klubben allerede i gang med at forstærke sig frem mod næste sæson. I Silkeborg har man hentet angriber Morten Beck, der har scoret fem Superliga-mål i denne sæson.

»Morten Beck Andersen kan først og fremmest score mål, og det gør han gerne fra alle positioner med både hoved og fødder. Han er en af de spillere, der har gjort et stort indtryk på os, fordi han altid har scoret mod os. I Morten Beck Andersen får vi en farlig boksspiller med en god fysik,« siger Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Det er sjældent set, at en spiller ikke udtrykker glæde over sit nye skifte i en pressemeddelelse fra den nye arbejdsgiver. Og denne gang er heller ingen undtagelse.

»Jeg er glad for skiftet og ser nogle gode muligheder for at kunne udvikle mig sammen med mine kommende holdkammerater i Hobro.  En fremtid i Hobro IK er det rigtige match for mig, da jeg føler, at klubben virkelig har villet mig, hvilket betyder meget for mig. Samtidig ser jeg frem til at spille i en klub, der med få midler har gennemgået en imponerende udvikling og nu har etableret sig i Superligaen,« siger Morten Beck.

27-årige Morten Beck har tidligere spillet i AGF og Skive. Han tiltræder på en ét-årig kontrakt.