Hobro IK’s sportschef skyder med skarpt mod Sønderjyskes ageren før, under og efter Superliga-kampen mod FC Midtjylland.

Bølgerne gik højt i kulissen i dansk fodbold efter søndagens afslutning på Superligaens grundspil, hvor Hobro IK trak ”Sorteper” ved - trods sin syvendeplads - at komme i den sværest tænkelige pulje i nedrykningsslutspillet, fordi de fleste slutresultater gik den himmerlandske klub imod.

»Det er jo matchfixing på allerøverste niveau,« siger Hobro IK’s sportschef Jens Hammer Sørensen til BT dagen derpå.

Det han hentyder til, er Sønderjyskes ageren i slutminutterne af kampen i Herning, hvor de indkasserede en scoring mod FC Midtjylland, tabte 1-2 og dermed endte i en pulje, hvor man har et forspring på intet mindre end 10 point til Lyngby BK på næstsidstepladsen. Til sammenligning er Hobro IK’s forspring til Silkeborg IF på samme position i den anden pulje i nedrykningsslutspillet blot fire point.

»Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogle, der lavede en drejebog over, hvad der skete før, under og efter Superliga-grundspillets sidste kampe. Lad mig dog samtidig understrege, at vi i det videre forløb ikke har tænkt os at gøre noget. Der er jo tale om injurier og vi kan intet bevise,« siger Jens Hammer Sørensen, der ikke desto mindre vælger at skyde med skarpt mod Sønderjyske.

»De TV-interviews Sønderjyske Christian ’Greko’ Jakobsen laver på TV i forbindelse med kampen mod FC Midtjylland skriger til himlen, og jeg har så ondt af den dreng. Før kampen siger han, at det godt kan være, at vi kigger på resultaterne til sidst og spekulerer lidt i det. Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen er også på banen og udtaler til TV, at man efter FC Midtjyllands mål til 2-1 ”selvfølgelig ikke går efter at score, fordi vi har et brugbart resultat.” Det er ikke i orden. Det hele lugter,« siger Jens Hammer Sørensen.

Hans Jørgen Haysen forstår ikke Jens Hammer Sørensens kritik.

»Jeg står ved, hvad jeg har sagt. Til gengæld ønsker jeg ikke at deltage i nogen som helst form for mudderkastning. Det føler jeg mig lidt for stor til. Udtalelserne står for Jens Hammer Sørensens egen regning, men jeg er både harm, irriteret og chokeret over dem. Dette har absolut intet med matchfixing at gøre, og matchfixing er noget, vi i Sønderjyske altid har taget stor afstand fra. Mod os er FCM foran 1-0. Hvorfor i alverden skulle vi udligne til 1-1, hvis ikke vi gik efter et resultat? Nu flaskede stillingerne til sidst sig sådan, at vi ikke kunne bruge uafgjort til noget. Derfor gik vi all-in til sidst, hvilket desværre ikke resulterede i sejr, men i et nederlag,« siger Hans Jørgen Haysen.

Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen er enig med Hans Jørgen Haysen.

»Måske er det mig, der forstår begreberne forkert. Men jeg kan altså ikke se, at der i dette tilfælde er tale om matchfixing. Hvad er matchfixing? Som jeg er orienteret, er det når andre betaler penge for at levere et bestemt resultat i bettingsammenhæng. Derfor kan jeg slet ikke forstå, at ordet skal nævnes i denne sammenhæng,« siger Claus Thomsen.

Dette kan man til gengæld i Danmarks Idrætsforbund.

»DIF’s matchfixingsekretariat er opmærksom på den offentlige debat om søndagens kamp i Superligaen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske og har også modtaget henvendelser herom. DIF’s matchfixingsekretariat vurderer i øjeblikket, om der er grundlag for at foretage sig yderligere,« siger sekretatiatets leder Poul Broberg, der understreger, at man i øjeblikket ikke har yderligere kommentarer, og at man selv på et senere tidspunkt vil melde eventuelle tiltag ud.

I Hobro IK lægger man ikke skjul på, at man er ærgerlige over, at Superliga-grundspillet endte turbulent.

»Jeg er ked af, at den gode præstation vi lavede mod Brøndby drukner i alt det her. Vi er ganske få minutter fra at havne i top-6. Var det sket, havde vi dagen derpå modtaget telefoniske opkald fra medierne af andre årsager. Jeg synes, vi har spillet en god sæson, og nu står vi her, fordi der er nogle, der ikke spiller efter at vinde,« siger Jens Hammer Sørensen og tilføjer:

»Præcis dette scenarie har vi talt om ved møder i Divisionsforeningen. Her har alle været enige om, at der i dansk fodbold ikke var klubber, der tabte kampe med vilje. Vi er jo ikke en bananrepublik. FIFA gør et stort nummer ud af, at den største fare for fodbolden er matchfixing. Jeg siger bare: Hvor fanden er vi henne, hvis det er sådan, at tilskuerne ikke kan regne med at holdene går på banen for at vinde.«

Jens Hammer Sørensen kunne sagtens finde en mere velegnet måde end de anvendte til at fordele klubberne i de to grupper i nedrykningsslutspillet.

»En mulighed kunne være, at man efter sidste kamp i Superliga-grundspillet fordelte holdene til ved lodtrækning eller man kunne lade nummer syv vælge den pulje, de helst vil spille i. Alt i alt synes jeg, det er lidt fattigt at klandre strukturen. Det er jo op til hver enkelt spiller, leder, hold og klub at leve op til eget ansvar om etik og moral,« siger Jens Hammer Sørensen.

Når sidste Superliga-kamp i denne sæson er spillet 27. maj, er der lagt op til et møde i Divisionsforeningen med repræsentanter fra klubberne.

»Vi har noteret os de kommentarer, der er kommet til strukturen både i forbindelse med afslutningen af grundspillet, men også andre input i løbet af den her og forrige sæson. Det har hele tiden været aftalen, at strukturen skal evalueres af klubberne efter de første to sæsoner. Det gør vi som planlagt i maj måned. Hvis klubberne bliver enige om at lave noget om, så vil de ændringer blive implementeret allerede fra den kommende sæson, såfremt det er muligt,« siger Claus Thomsen.