Superligaens topscorer, Uffe Bech, kan være på vej væk fra FC Nordsjælland for at blive genforenet med sin tidligere træner Kasper Hjulmand i tyske Mainz.

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til, lyder det kortfattet men venligt fra 21-årige Uffe Bech, der har spillet på samtlige ungdomslandshold under DBU og meget vel kan komme i spil til Danmarks kommende landskampe mod Tyrkiet og Armenien.

Ifølge BTs oplysninger står den lynhurtige og teknisk stærke spiller meget højt på Bundesliga-klubbens ønskeseddel, og parterne er i tæt dialog om et klubskifte, der angiveligt kommer til at ligge på den gode side af 15 mio. kr., hvis det ender med at gå igennem. Angriberen skulle være tæt på en fireårig kontrakt med Mainz.

Prisen på Uffe Bech er ikke blevet mindre af, at han har spillet strålende i efterårets begyndelse og scoret fire mål i de første fire kampe, efter at han ellers var ude i store dele af 2013 med to langvarige knæskader.

Kasper Hjulmand har ikke fået den ønskede start på sæsonen, idet hans klub røg ud af Europa League til græske Asteras Tripolis allerede inden playoff-kampene, og om små to uger begynder Bundesligaen mod oprykkerne fra Paderborn - muligvis med Uffe Bech som et nyt frisk indslag på holdet.