FCN-træner Kasper Hjulmand kaldte sejren over Esbjerg for vigtig forud for Champions League-mødet med Chelsea.

FC Nordsjælland kom tilbage på sejrskurs, da holdet fredag aften vandt 3-0 hjemme over oprykkerne fra Esbjerg i Superligaen.

Tirsdag venter modstand af en skrappere karakter, når de forsvarende Champions League-mestre fra Chelsea kommer på besøg i Danmark.

- Det var en vigtig sejr. Det betyder meget for selvtilliden, at man igen mærker følelsen af at vinde. Vi har spillet lidt for mange kampe uafgjort på det seneste, og det bliver underligt uforløst, når man føler, at man egentlig har spillet meget godt, men ikke vinder, sagde FCN-træner Kasper Hjulmand efter kampen til TV2 Sport.

- Det giver selvtillid forud for kampen mod Chelsea. Både at vi vandt, at vi fik puttet nogle bolde i kassen, og at vi holdt nullet bagtil, sagde Kasper Hjulmand.

Inden for en kort tidshorisont har der på kamp-programmet stået så forskellige modstandere som Shakhtar Donetsk, Randers FC, Svebølle og Esbjerg på programmet.

- Men mine spillere skal have ros. De er rigtig dygtige til at fokusere på den opgave, de har foran sig, sagde FCNs succes-træner.