Krisen er stor i FCN, men Kasper Hjulmand afviser at gå selv. Han mener, at oktober er sidste udkald, og at allerede de to næste kampe er skæbnekampe
I ligger sidst i tabellen, og I har holdt et langt møde inden træningen (mandag, red.). Hvad har du sagt til spillerne?
- Vores møde indeholdt lidt ekstra ting. Vi forsøger jo altid at være tydelige omkring den måde, vi gør tingene på. Men mod Sønderjyske kunne jeg se de første tegn på, at vi gik væk fra de ting, vi skal gøre. Ved deres føringsmål var den første reaktion fra mine spillere noget, vi hverken kan genkende eller have i vores klub. Det første var, at hovederne faldt, og det næste var, at vi spillemæssigt fraveg vores måde at spille på. Det øjeblik, vi gør det, kan vi ikke konkurrere med vores modstandere.
- På vores møde slog jeg fast over for spillerne, at vi er et bundhold, og at vi skal kæmpe os ud af det, og vi skal huske, hvem vi er, og hvad vores spil er. Jeg lagde ekstra fokus på vores værdier.
De værdier, kan de ikke være en hæmsko? Hvorfor holde fast i den måde, I spiller på, hvis det bliver ved med at gå dårligt?
- Vi bliver ved med at holde fast i det. Punktum. Man ser alt for unuanceret på den diskussion, for selvfølgelig er der nuancer i vores spil: Vi har spillet med en tremands-bagkæde, som også kunne blive til fem mand, og vi har lagt presset lavere, når vi plejer at være ultimativt højt i presset. Der er nuancer, og der er også kompromiser i forhold til idealet. Men vi bliver aldrig markant anderledes, vi ændrer ikke retning, fordi vi er under pres.
- Når man er under pres, skal man netop vise, hvem man er og faktisk være det endnu tydeligere. Så længe jeg er her, bliver der ikke forandret radikalt i tingene. Hvis du som træner dør på grund af det, du tror på, er det mere til at have med at gøre, end hvis man dør på noget, man ikke tror på.
Men har jeres værdier, måden at spille og være på ikke overlevet sig selv?
- Der er ingen tvivl om, at vores værdier holder stik, og er der et tidspunkt, det skal vise sig på, så er det nu; at man holder sammen, at man ikke skal tro på, at der er nogen, der er bedre og mere værdifulde end andre, eller at man kan gøre tingene alene. Vores spillestil er sådan, at vi skal have modet. Det er lidt nemmere at organisere defensivt med store klepperter, som står og forsvarer og høvler bolde ad helvede til, men med den måde, vi gør det på, skal man have modet og glæden ved spillet, og glæden og modet er bare under pres hos os lige nu.
Hvis det ikke er spillestilen, hvad er så årsagerne til, at I ligger i bunden?
- Udskiftningen har været stor, og den har også været for stor. Allerede i januar mistede vi 12 spillere, og på grund af en udsat kamp spillede vi fire kampe på 10 dage i påsken, og derefter fik vi mange skader. Så kom vi ind i dette års turnering med fire europæiske kvalifikationskampe ovenpå en start, hvor vi sled med at blive klar. Det når at sætte sig. Den nedtur havde jeg forventet ville komme, men jeg havde håbet på, at den ikke ville blive så stor og vare så lang tid.
Har I været for nonchalante med hensyn til at erstatte dem, I har solgt?
- Vi har ikke været for nonchalante. Men der har helt sikkert været ting, vi kunne have gjort bedre. Det er tydeligt for enhver, at vi tager to venstrebenede stoppere ind i vinter ( João Pereira og Francisco Calvo, red. ), og ingen af dem slår til. Hvis den ene af dem havde været rigtigt skarp, havde vi ikke siddet her nu. Vi har nok ikke gjort den del af arbejdet godt nok.
Dit samarbejde med sportsdirektør Jan Laursen er velkendt. Har hans fravær på grund af stress haft indvirkning på jeres placering?
- Det vil jeg helst ikke kommentere på.
Du har fastholdt, at den dårlige start nok skal vende i oktober, når I har haft tid til at spille holdet sammen? Gør du stadig det? Og hvad hvis det ikke sker?
- Det håber og tror jeg stadig på. Det, som er helt afgørende, er, at vi får de skadede spillere klar. Hvis Søren Christensen, Lorentzen, Nordstrand og Uffe Bech melder sig ind i kampen, så bliver vi svære at have med at gøre.
- Men oktober er sidste udkald. Selvfølgelig er det det. Vi kan ikke tabe de næste tre-fire kampe, for så kan vi næsten ikke hente det. For mig at se er det i de næste kampe, vi skal have vendt bøtten. I vores næste to kampe, hjemme mod Randers og Brøndby, skal der være sket noget. Der skal vi have udbytte. Som vi er kommet fra start, skal vi have minimum 10 sejre i de resterende kampe, og det får vi ikke, hvis vi ikke får det til at spille, og så kan vi rykke ned. Men jeg er helt overbevist om, at vi har evnerne og kvaliteten til at løfte os.
Hvor meget kigger du indad? Hvad har du af tanker om din egen rolle og dine dispositioner?
- Jeg kigger helt vildt meget indad. Jeg laver vel ikke andet i døgnets 24 timer end at tænke på, hvad jeg kan gøre for klubben. Det er meget hårdt. Det er hårdere, end man tror. Man skal nok have prøvet det selv for at finde ud af, hvordan det egentlig er. Det er en verden, der er meget eksponeret, og alle har en mening om det, men det er, hvad du selv tror på, der er vigtigt. At holde fast i sig selv. Det, at holde fast i sig selv som menneske, og at hvile i sin tro og overbevisning, er det, jeg forsøger at gøre.
Hvis resultaterne ikke bliver bedre, kan du så finde på at gå selv?
- At gå selv ligger ikke til mig. Det gør jeg ikke. Jeg er sikker på, at jeg har det, der skal til for at få os ud af det her. Jeg har brugt fem et halvt år af mit liv og alle de ofringer, der har været omkring familie og venner for at banke det her op, og jeg kæmper løs. Jeg har oplevet ting, der er værre end det her i mit liv.
- Der er noget i mig, der gør, at når tingene går mig imod, så bliver jeg endnu mere tændt. Masser af gange har jeg hørt på folk, der siger, at der er ting, som ikke kan lade sig gøre, og jeg er blevet påduttet en masse ting og måder at spille fodbold på og at være på som spiller og som menneske. Det eneste, det siger mig, er, at nu skal jeg vise dem.
- Drivkraften for mig er mindst lige så stor, når jeg ligger sidst, som når jeg ligger nummer et. Fodbold betyder meget for mig og for mange andre mennesker. Det er nærmest skræmmende, hvor meget det kan opsluge én. At man ikke kan sætte tingene i perspektiv. Der er ting, der er meget værre her i livet, men du føler det virkelig, som om verden ramler sammen. Det er nærmest som at leve og dø, når de her ting kommer, og når en fodboldkamp spilles. Der er så mange følelser på spil, men vi skal lære at se igennem de følelser. Det er min opgave.
