Rasmus Falk har været forårs-flyvende for FC Københavns nykårede danske mestre - men han var ikke blandt Kasper Hjulmands 29 udvalgte til de kommende landskampe.

Hvorfor dog ikke lød det åbenlyse spørgsmål ved dagens landsholdspressemøde.

Her afslørede landstræneren, at årsagen til Falks fravær ikke er sportslig eller skyldes en skade, men derimod er ganske privat og lykkelig.

Rasmus Falk skal nemlig giftes med sin udkårne, Jacqueline Ann Sofie Østergaard, i næste måned, hvor landsholdet skal i aktion i hele fire kampe over 10 dage mod Frankrig, Kroatien og to gange Østrig.

Foto: Mikkel Johansen / Byrd
Foto: Mikkel Johansen / Byrd
Vis mere

»Jeg havde en god snak med Rasmus tilbage i marts, hvor han lige var kommet tilbage efter en skade. Der fortæller han, at han har lagt sit bryllup her i denne tid. Så han har faktisk ikke været i betragtning til de her landskampe. Det er sådan, det er,« siger Hjulmand, og uddyber:

»Han ryger ikke i den sorte bog af den grund. Men fodbold er sådan, at når man træffer nogle valg, så kan der være en konsekvens. Måske klarer de, der er med, sig rigtig godt, så kan det betyde noget. Det er trods alt 16 dage, vi skal være sammen nu.«

30-årige Rasmus Falk har igen i denne sæson været en bærende profil for FCK. Sidst han var i aktion på landsholdet var i september 2020. I alt har han spillet blot to landskampe.

Fynske Falk og ligeledes fynske Jacqueline Ann Sofie Østergaard har dannet par igennem flere år. Søndag aften blev det unge par fotograferet sammen til FCKs store guldfejring på Villa Copenhagen i København (se herover).