Brøndby har i denne sæson umådeligt svært ved at vinde på eget græs i Superligaen.

Mandag aften måtte cheftræner Alexander Zorniger se sit hold spille 1-1 mod OB.

Alt tydede ellers på, at Hany Mukthar skulle ende som matchvinder, da tyskeren syv minutter før slutfløjt inde i tæt befolket OB-felt fik prikket bolden i mål til 1-0.

Men bare tre minutter senere udlignede hollandske Ramon Leeuwin efter et hjørnespark, hvor forsvareren helt umarkeret kunne sparke bolden i mål til 1-1.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Kampen livede gevaldigt op efter en taktisk stram første halvleg med få højdepunkter.

For OB fik den blot 19-årige målmand Oliver Christensen debut i Superligaen, efter at førstevalget Sten Grytebust før kampen måtte trække sig med en skade.

Teenageren kom på sin første opgave efter et kvarter, da han stormede ud ad feltet og fik tacklet bolden fra Brøndbys ligatopscorer Kamil Wilczek. Dermed fik han afværget en stor målchance til værterne.

Efter pausen blev Oliver Christensen sat endnu mere under pres.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kort ind i anden halvleg fik Kamil Wilczek hamret bolden på stolpen, så den sprang ind i en OB-forsvarer og i mål. Dommer Michael Tykgaard valgte dog at annullere scoringen for offside trods Brøndby-protester.

Kort efter så offside-kendelsen mere korrekt ud, da indskiftede Ante Erceg rundede Oliver Christensen og lagde bolden forbi den unge OB-keeper i det tomme mål.

Nu trykkede Brøndby på, og det førte til en række misforståelser i OB-defensiven, hvor Jeppe Tverskov ville lægge bolden bagud til målmanden, men i stedet spillede Kamil Wilczek helt fri. Denne gange tordnede polakken på stolpen.

Bedst som alt tydede på, at kampen skulle ende uden scoringer, så fik Hany Mukhtar skabt forløsning på Brøndby Stadion, da han i det 82. minut bragte hjemmeholdet foran.

Jublen på Brøndbys tribuner forstummede dog kort efter, da Ramon Leeuwin udlignede i den modsatte ende.

Resultatet betyder, at Brøndby har 18 point på Superligaens syvendeplads. OB har fire point færre på 11.-pladsen.

/ritzau/

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: