Det lugter ikke bare af guld i FC København på ryggen af klubbens mesterskab. Det lugter også af penge. Mange, mange penge.

De nykårede danske mestre kan nemlig ikke bare se frem til en mulig flirt med lukrative Champions League. Der er også særdeles gode chancer for, at klubbens transferrekord ryger sig en tur, når transfervinduet åbner næste måned.

Klubbens superligatopscorer, Robert Skov, er varm som en ovnbagt tomat ude i Europa efter en sæson, hvor han har ædt Superligaen levende med indtil videre 27 scoringer. FC København og manager Ståle Solbakken kan derfor se frem til store bud i indbakken, når e-mailen tjekkes i sommervarmen.

»Det kan jo være, at det bliver for store bud. Offensive spillere er eftertragtede,« sagde Solbakken i forrige uge til B.T., inden han fik sat et muligt Skov-salg på formel.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det kommer an på, hvilke klubber der kommer. Og det kommer an på, hvor dygtige vi er, og hvor dygtige hans repræsentanter er. Og hvilke klubber der kommer, og hvem som konkurrerer. Pludselig kommer der en klub, der virkelig vil have ham, og så vi må bare se,« lød det fra FCK-manageren.

Men hvad koster Robert Skov – og hvor store kan buddene blive? Det er spørgsmålene, mange FCK-fans har stillet sig selv de seneste måneder. Nu kan B.T. løfte lidt af sløret.

Alt tyder nemlig på, at Robert Skov – hvis han sælges – bliver FC Københavns dyreste salg nogensinde og en af de to største transfers i Superligaens historie.

Kilder fortæller B.T., at forventningerne fra FCK og Skovs lejr ligger på mellem 75 og 110 millioner kroner, når snakken falder på en salgspris for Superligaens varmeste spiller.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

FC Københavns hidtil største salg er i dag Andreas Cornelius, der i 2013 skiftede til Cardiff for 70 millioner kroner plus bonusser. Superligahistoriens mest indbringende spiller er derimod norske Alexander Sørloth, der inklusive bonusser nu har indbragt FC Midtjylland næsten 120 millioner kroner, siden salget til Crystal Palace for snart halvandet år siden.

Prisen på Robert Skov betyder, at kun klubber fra Premier League og de store klubber i Bundesligaen, Ligue 1, Serie A og La Liga har økonomisk relevans – i selskab med Ajax Amsterdams Champions League-semifinalister og de allerstørste klubber i Portugal.

Hovedpersonen selv holder imidlertid både sin højre- og den gyldne venstrefod solidt plantet på jorden trods stor interesse og lige så store millionbeløb i omløb.

»Der er ingen, der kan sige ja eller nej til, om jeg er her i næste sæson. Det er præmissen i den her verden. Lige nu er jeg her, og jeg elsker at være her. Det er det eneste svar, jeg kan give,« siger Robert Skov i dag til B.T.

Sælger FC København Robert Skov i løbet af de kommende måneder, ryger en bid af million-kagen videre til Silkeborg. Robert Skovs tidligere klub har en 'fornuftig' videresalgsklausul og skal derudover have fire procent af en salgspris i såkaldte solidaritetspenge.