Det var Kasper Hjulmands job, hvis han ville have det.

Brøndby-ejer Jan Bech Andersen satte alt ind, gav et flot tilbud og lokkede og lokkede, da Alexander Zorniger skulle afløses i 2019. Det var ikke bare uger, som Brøndby-rigmanden brugte på at få Hjulmand til at overgive sig – det var måneder. Men det gik ikke.

Førstevalget havde fået for gode tilbud i både Belgien og som dansk landstræner. Flere møder og telefonkontakt direkte mellem Jan Bech Andersen og Kasper Hjulmand førte ikke til drømmescenariet.

Væk var den absolutte ønsketræner, og så var opgaven i hænderne på sportsdirektør Ebbe Sand med de næste emner på listen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jan blev orienteret og løbende informeret i processen. Ellers var det mig selv, der styrede den del. Han var med på et enkelt møde med Niels, som jeg husker det,« fortæller Ebbe Sand i dag om det forløb, han havde med ansættelsen af Niels Frederiksen i 2019.

Niels Frederiksen var ikke nummer et på Brøndbys liste dengang, men mindre end to år senere er han kun ét point bag den guldposition, der om tre runder ville kunne udødeliggøre ham i Brøndby. Som manden, der gjorde det, ingen andre har kunnet i 16 år – give Vestegns-drengene guldhabit på.

Niels Frederiksen er med andre ord den helt store vinder nu, nærmest uanset hvad der sker i de sidste kampe, men vejen fra underdog til førerhund har været bumlet. Her er tre af de vigtigste nedslag i historien om Niels Frederiksens succes i Brøndby.

Sommeren 2019: Ansættelsen

Schweiziske René Weiler med en fortid i Anderlecht, norske Kåre Ingebrigtsen med en fortid i Rosenborg og den danske U21-landstræner Niels Frederiksen var nogle af de navne, der stod på Brøndbys liste under Kasper Hjulmand i løbet af foråret 2019.

Brøndby kunne dog også have 'valgt et stort internationalt trænernavn', fortalte Jan Bech Andersen i forbindelse med ansættelsen af Frederiksen. Men det blev altså U21-landstræneren efter 'en hel del møder' over flere måneder, fortæller Ebbe Sand i dag.

»I sådan en proces kigger man for det første på den profil, som man ønsker. Det skal være en træner, der passer ind i klubbens strategi. Der synes jeg, at Niels tidligere havde vist i Esbjerg, Lyngby og også med U21-landsholdet, at han er god til at arbejde med unge mennesker og få unge mennesker til at præstere til deres fulde potentiale. Jeg synes bestemt også, at han har fået det maksimale ud af det potentiale, der er på holdet,« siger Ebbe Sand og understreger, at Niels Frederiksen heller ikke bare råbte ja ved første henvendelse.

Kommende cheftræner Niels Frederiksen og sportsdirektør Ebbe Sand ved pressemøde på Brøndby Stadion.
Kommende cheftræner Niels Frederiksen og sportsdirektør Ebbe Sand ved pressemøde på Brøndby Stadion. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

»Den går begge veje under sådan nogle samtaler. Man skal se, om der er et match. Et er, at man som klub peger på en træner, men en træner skal også synes, at det er spændende. Mange ambitiøse trænere har også spørgsmål den anden vej, og det var det fede ved, at der var det her match.«

Den daværende sportsdirektør præsenterede Niels Frederiksen i starten af juni 2019 – næsten fire måneder efter fyringen af Alexander Zorniger.

Flere måneders samtaler og en endelig toårig aftale skulle føre over i et reelt samarbejde med Niels Frederiksen som ansvarlig for den kortsigtede succes som træner og Ebbe Sand for den langsigtede succes som sportsdirektør.

Det blev dog kun til en måneds tid og en træningslejr i Polen sammen, før Ebbe Sand var væk igen, da Jan Bech Andersen ansatte Carsten V. Jensen som fodbolddirektør.

»Niels og jeg havde et super samarbejde, og vi fik en god start sammen. Det er selvfølgelig en meget speciel situation, fordi jeg selv ryger ud allerede efter en måned – og efter jeg havde været igennem så lang en proces med ham og haft et hav af møder,« siger Sand og fortsætter:

»Så er det meget specielt – og især også for ham som ny cheftræner kunne jeg forestille mig, at sportsdirektøren ryger, lige da han træder ind ad døren.«

Samarbejdet blev kort, men Ebbe Sand glæder sig alligevel over, at det nu er tydeligt for enhver, at han så rigtigt med ansættelsen af Niels Frederiksen i sin tid. En træner, der står med pennen i hånden klar til at skrive et nyt kapitel i Brøndbys historiebøger.

»Jeg håber da, at det lykkes for Brøndby som klub, da man har sukket efter det mesterskab i mange år. Og så synes jeg, at Niels har gjort det fremragende. Han passede perfekt ind i strategien på det tidspunkt og har også til fulde levet op til de forventninger. Så jeg glæder mig over, at den træner, jeg syntes, der kunne hjælpe klubben på det tidspunkt, også har vist sig at være rigtig,« siger Ebbe Sand.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Foråret 2020: Jan Bechs tvivl

Farvel til Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar – tre af de største profiler sælges fra Niels Frederiksens Brøndby-trup i optakten til forårssæsonen 2020. Der skal skæres i udgifterne til spillertruppen med målet om en økonomi i balance.

Forventningerne forbliver dog intakte. Der budgetteres med en plads i top-3 – og Carsten V. Jensen understreger igen og igen, at selvom han sælger profiler uden at hente nye til, skal Niels Frederiksen stadig ende blandt de tre bedste.

Sæsonen udskydes af coronaen, og Brøndby kan i løbet af sommeren i de forskudte kampe ikke klemme sig fra fjerdepladsen til medaljepladserne.

Allerede et år inde i kontraktperioden – og inden afslutningen på Frederiksens første sæson – begynder det at ulme i Brøndby-toppen. Der hersker ifølge B.T.s oplysninger en tvivl hos især ejer Jan Bech Andersen om, hvorvidt Niels Frederiksen nu også er den rette træner til at føre Brøndby derop, hvor han ønsker.

Brøndby-ejeren er ikke imponeret over Niels Frederiksens resultater i efterårssæsonen, hvor der stadig var en del profiler fra Zorniger-æraen tilbage.

Jan Bech Andersen har også smidt mange penge efter Tobias Børkeeiet, som Niels Frederiksen sammen med Ebbe Sand bad om at få, og storaktionæren har slet ikke fået nok fra den norske investering. Det nager også.

Da Brøndby trods Carsten V. Jensens mange nedskæringer stadig opererer med Superligaens tredjestørste budget i sommeren 2020, og Jan Bech Andersen ligesom mange neutrale iagttagere har svært ved at se tegninger i spillet, er følelserne ikke brandvarme fra Brøndby-ejeren til Brøndby-træneren.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Niels Frederiksen er samtidig heller ikke Carsten V. Jensens ansættelse i Brøndby. Den historie kender de fleste, men kort fortalt stod Carsten V. Jensen i løbet af foråret 2019 i samme situation i FC Nordsjælland, som man gjorde i Brøndby. Der skulle findes en træner.

Carsten V. Jensen pegede på FC Nordsjællands egen spillestilsskaber Flemming Pedersen, og mens Niels Frederiksen måske lignede en favorit udefra, blev han reelt ikke anset som en stærk nok kandidat til Farum-klubben under Carsten V. Jensens ledelse.

I sommeren 2020 – et år inde i både Carsten V. Jensens og Niels Frederiksens Brøndby-liv – aftalte de to så, at de skulle vente med at diskutere den kontrakt, som på en og samme tid altså kun var et år gammel, men også kun havde et år tilbage.

Fokus skulle være på fodbolden – og så kunne de tale kontraktforlængelse eller ej til vinter.

Januar 2021: Forlængelse eller pause

Niels Frederiksen og Brøndby går på vinterferie i slutningen af 2020 på andenpladsen, men med præcis samme pointantal som guldfavoritterne fra FC Midtjylland.

Der er kun et halvt år tilbage af Niels Frederiksens kontrakt, og mens mange fans og eksperter undrer sig over, at der ikke er en afklaring på trænerens kontraktsituation så tæt på udløb og med en topplacering i rygsækken, er han selv helt rolig.

Niels Frederiksen har i løbet af efteråret 2020 forholdt sig til kontraktsituationen blandt andet med budskabet, at det jo ikke kun handlede om, hvorvidt Brøndby ville forlænge med ham. Også om han ville forlænge med klubben. Det er ikke spil for galleriet.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Niels Frederiksen kan ikke stresses uden for banen, fortæller kilder med kendskab til træneren. Han tager sig slet ikke af omgivelserne og mediernes snak. Og det er på ingen måde et problem for ham at gå med den usikkerhed, der ligger i ikke at kende sin fremtid et halvt år frem.

Nej, efter næsten 20 år i streg som fodboldtræner havde han levet fint med at tage sig en pause fra fodbolden, hvis han og Carsten V. Jensen ikke kunne blive enige, lyder det.

Og i kulissen lurer OB også. Fynboerne har udset sig Frederiksen som en af de mest oplagte afløsere for Jakob Michelsen, og der har også været kontakt mellem parterne. Men OB afventer situationen, og den peger ikke mod en fri Niels Frederiksen.

Samtalerne mellem træneren og Carsten V. Jensen begynder nemlig så småt, da efterårssæsonen slutter i december, og hurtigt bliver parterne enige om at fortsætte. Det bliver godt nok først officielt 21. januar, at der er forlænget med to år, men aftalen var på plads allerede et par uger tidligere.

»Jeg synes, at det var fuldt fortjent, at han fik kontrakten forlænget. Det havde været mærkeligt ikke at gøre. Så det er fint, at det blev et længere samarbejde end det, jeg lavede i første omgang,« siger Ebbe Sand.

Niels Frederiksen fik kontraktforlængelsen, og mens spørgsmålene tilbage i december og januar lød på, om Brøndby ville forlænge med ham, er situationen nu en helt anden. Cheftræneren har skabt et guldkandidathold ud af resterne fra Alexander Zornigers dyre bord.

Han har skabt en klar spillestil og bygget spillere som Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre op fra periferien til klare salgsemner. Kan han også hente det ene point på FC Midtjylland i de tre sidste runder, skriver han sig ikke bare ind i historiebøgerne på Vestegnen.

Så er det ham, der helt selv bestemmer, om han vil forlænge med Brøndby.