Billetkaos, dårlige toiletforhold, ingen udebanetribune og alt for lange køer. Det er blot nogle af de kritikpunkter, som oprykkeren FC Helsingør må forholde sig til, efter man åbnede superliga-sæsonen på hjemmebane mandag mod OB.

På trods af den sikre 2-0-sejr til fynboerne havde flere fans en dårlig oplevelse, fortæller Brian Larsen, der er formand for OBs officielle fanklub ’De Stribede’.

Formanden var ikke selv til stede til Helsingør-kampen, men han har snakket sammen med nogle af de fans, der var – og de tegner ikke et pænt billede af forholdene.

»Helsingør havde ikke forventet, at vi kom så mange, som vi gjorde. Deres billetsystem gik ned, der var én toiletvogn til alle vores fans, de havde ikke fået gjort udebanetribunen klar, så fansene stod på linje med banen i et mudret underlag. Folk måtte opgive at købe noget på grund af de lange køer. Det er ikke ligefrem optimalt,« siger formand Brian Larsen.

En halv time inde i kampen var der stadig tilskuere, der ikke var kommet ind til opgøret.

»Det er svært nok at komme af-sted som fan mandag aften til Helsingør, men når folk så endelig tager turen, og folk så oplever sådan et set- up, mister man lysten til at overhovedet at komme afsted. Vi har ikke oplevet noget lignende før.«

 
FC Helsingør inviterede til deres første Superliga-kamp på hjemmebane, mens gæsterne fra OB kvitterede ved at hente en 2-0-sejr på to mål af Anders K. Jacobsen.
Vis mere

Netop opstillingen af toiletter – og madboder samt sikringen af en mobil tribune til udefansene figurerer på den liste af krav, Divisionsforeningen har stillet til Helsingør for at kunne give Helsingør Stadion dispensation til superliga-brug.

Peter Ebbesen, turneringschef for Divisionsforeningen, fortæller til BT, at Helsingør et par uger inden OB-kampen gjorde opmærksom på, at man ikke ville nå at få den mobile tribune klar før holdets anden hjemmekamp. Og det accepterede man blandt andet under forudsætning af, at Helsingør meldte det videre til OB.

Noget tyder dog på, at kommunikationen er strandet et sted. For OBs fanformand afviser, at fansene har fået noget at vide om den manglende mobile tribune, og i Helsingør er man sikker på, at man har givet meldingen videre til OB.

Helsingørs bestyrelsesformand, Finn Moseholm, lover bedring.

»Det er da nogle lærepenge for os. Til de næste kampe har vi lært en masse af det, og så kommer der også mere servering – samt tribunen kommer. Det, der gik galt, var, at vi havde fået at vide, at der kom 100-200 fans, men der kom næsten 500, og vi kom lidt på halen med billetterne. Vi lukkede et par hundrede gratis ind, så de kunne komme ind og se fodbold. Jeg tror, vi gjorde, hvad vi kunne.«

Hvordan sikrer I jer, at det ikke sker igen?

»Vi kører på fuldt tryk. Vi har lavet det her på under seks uger midt i sommerferien. Jeg gik selv på stadion hele eftermiddagen i fem timer og hjalp til, men nu har vi 14 dage, hvor vi får tribunen på plads. Vi evaluerer på det hele, så skal vi nok få det op. Vi er nye i klassen, og det skal vi lære af.«

Hos Divisionsforeningen understreger man, at man løbende holder Helsingør op på de krav, de skal overholde.

Hvor meget skal der til for at miste sin dispensation?

»Det bliver lidt for hypotetisk. Vi forholder os selvfølgelig til, hvis der kommer nogle klager og nogle situationer, hvor der kan drages tvivl om, det er superliga-standard, de leverer. Men vi snakker også om den første kamp i sæsonen, og jeg ved, de er kommet langt i forhold til det hele på kort tid. Det er selvfølgelig lidt kedeligt at høre, hvis det ikke har spillet for alle. Vi har en tro på, at når tribunen er oppe i kamp to, så får udefansene nogle ordentlige forhold.«