Det er ikke sikkert, at en sponsor næste år råder over billetter til udebaneafsnittet til kampe mod Brøndby. Det fortæller Helsingør-direktør Janus Kyhn.

Der var stor ballade, da for næsten en måned siden blev meldt udsolgt på udebaneafsnittet i Helsingør til kampen mod Brøndby. Ville man alligevel ind at se kampen fra udebaneafsnittet, kunne man i stedet oprette sig som kunde hos betting-virksomheden NordicBet og få billetter.

Det vakte stor harme hos vestegnsklubben, der ikke var tilfreds med, at 500 ud af 1.500 udebanebilletter kun var tilgængelige for folk, der oprettede sig som kunder. Helsingør-direktør Janus Kyhl fortalte sågar, at hans medarbejdere var blevet truet som følge af situationen.

»Jeg vil ikke sidde overhørig, at mine medarbejdere bliver truet med det ene og andet. Vi er en fredelig fodboldklub, som vil afvikle vores kampe i fred og ro, og vi vil ikke ligge under for trusler fra nogen,« sagde Janus Kyhl dengang til ritzau.

Og set i bakspejlet kan Helsingør-direktøren godt se, at interessen langt overstiger det, klubben havde forestillet sig, da de planlagde sæsonen.

Brøndby-fans.
Brøndby-fans. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Vi kan kun lære af det her. Vi er glade for, at der er så mange fra Brøndby, der gerne vil besøge os, men vi var ikke klar over, der var så stor interesse. Når vi til sommer evaluerer sæsonen vil det derfor være naturligt, at vi ser på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes når Brøndby er på besøg, da de kommer med mange gæster. Der har heller ikke været problemer i forbindelse med andre kampe,« siger han til BT.

Med tilskuerkrisen handler det om at få så mange på stadion, og derfor er klubben glade for sit samarbejde med NordicBet. For tiltaget har faktisk tiltrukket flere tilskuere til stadion, mener Janus Kyhl.

Klubben er dog stadig interesseret i at få så mange Brøndby-fans som muligt lokaliseret på udebaneafsnittet, og derfor har FC Helsingør også bedt om en optælling fra NordicBet over, hvor mange af de 500 billetter, der er blevet afsat til kampen på søndag.

Skulle der være resterende billetter til udebaneafsnittet mod Brøndby, håber Janus Kyhl nemlig, at klubben kan få lov at sætte dem til salg i den almindelige handel, så klubben undgår eventuelle Brøndby-fans på de andre tribuner.

»Vi ved, at der formentlig kommer Brøndby-fans på de andre tribuner, men vi forventer ikke, at det bliver særligt mange. Vi har været i god dialog med Brøndby, og er gearet til at løse det på en fredelig måde,« siger han.

På samme måde er klubben og politiet også opmærksomme på, at der til opgøret potentielt kan komme tilhængere fra Helsingborg, der kun ligger 20 minutter væk fra Helsingør med færge. De er kendt for at have tilknytning til FCKs hooligan-miljø, og i den forbindelse kan der komme ballade omkring opgøret. Det er dog ikke noget, man frygter i Helsingør.

»Efter vi er kommet i Superligaen har vi tit svenske fans på stadion. Visse af dem kan være godt berusede, men det er nu ganske fredeligt og festligt,« siger Janus Kyhl.