Ikke engang ét sekund skal Brøndby-profilen Nicolai Vallys tænke over det.

For det er altså ikke hverdagskost at score tre mål i én og samme kamp.

Og derfor hiver søndagens mand i skysovs – eller hattrick-helten – prompte svaret frem, da han efter søndagens imponerende tre mål mod AC Horsens – der blev hædret med seks stjerner hos B.T. – blev spurgt, hvornår han senest havde leveret sådan et.

»Det var mod Sønderjyske for Silkeborg. Det er sådan noget, man husker. Den kan jeg hive op rimelig hurtigt – det var sidste sæson!« svarer den kække københavner med et stort smil.

Brøndbys Nicolai Vallys scorer til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby IF og AC Horsens på Brøndby Stadion, søndag den 19. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Nicolai Vallys scorer til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby IF og AC Horsens på Brøndby Stadion, søndag den 19. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

Og der var altså rigeligt at smile af for den storspillende Man of The Match, der nu lægger søndagens bold hjem på hylden ved siden af sin anden hattrick-bold.

Inden Vallys blev tilskrevet målet, var det nemlig Frederik Winther, som blev meldt ud som målscorer. Men Vallys har altså gjort sit for at sikre sig, at hattricket står.

»Jeg har i hvert fald taget bolden – så må vi se, om folk gider at skrive på den,« siger han og tilføjer om det noget klodsede mål, hvor Vallys endte med nærmest at bugsere bolden over stregen.

»Jeg ligger lige ved siden af bolden, og jeg er ret sikker på, at den er over stregen (før Frederik Winther rammer den, red.). Men jeg har ikke den der vinkel oppefra, så jeg kan ikke sige, at det er mit med sikkerhed.«

Søndagens opgør på Brøndby Stadion var det første under klubbens nye cheftræner Jesper Sørensen – og særligt offensiven storsprudlede med Vallys i en ledende rolle.

Derfor var kreatøren da også svært tilfreds efter kampen, selv om han og holdkammeraterne blev pebet ud til pause, da AC Horsens på et skud i første halvleg formåede at score to mål og på den måde vendte kampen på hovedet.

»Vi kunne høre fansene på vej til pausen. Man håber jo ikke at blive pebet ud, og det lægger man mærke til. Men i en klub som Brøndby er det noget, vi skal kunne klare, og vi håndterede det godt nede i omklædningsrummet.«

»Vi stressede ikke for meget, for vi følte, vi gjorde mange ting rigtigt. Vi manglede bare at score og at holde dem fra at gøre det, de få gange de havde bolden,« siger Vallys, der med holdkammeraterne vendte opgøret til en særdeles vigtig 5-2-sejr i anden halvleg.