Åge Hareide er dansk landstræner, men han har ikke kunnet undgå at bemærke to af sine landsmænds hærgen i Superligaen.

Pål Alexander Kirkevold og Alexander Sørloth.

Og Åge Hareide er imponeret af de to norske angribere fra henholdsvis Hobro og FC Midtjylland, der ligger nummer et og tre på topscorerlisten efter 13 kampe. ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE ALLE SCORINGER FRA SENESTE SUPERLIGA-RUNDE - OG SELVFØLGELIG FRA SØRLOTH OG KIRKEVOLD

Faktisk tror landstræneren, at Alexander Sørloth er så god, at han snart kan være fortid i den danske liga.

»Det er ikke sikkert, at han bliver i Midtjylland længere end til januar-vinduet. Det vil ikke overraske mig, hvis eksempelvis en Bundesliga-klub snuser til ham. Han har været vældig god siden ankomsten fra Holland,« siger Åge Hareide om Sørloth, der så sent som i sommer blev signet i Groningen.

Pål Alexander Sørloth har været to år mere i Hobro (med et enkelt udlån til norske Sarpsborg undervejs), og han bliver af den danske landstræner kaldt ’meget hot i Danmark’.

»Han er god til at lave mål, fantastisk dygtig foran mål. Han kan forudse, hvor bolden vil havne og god til at bevæge sig rigtigt på den sidste tredjedel af banen. Nogle af hans mål har været virkeligt gode, for han har en god afslutningsteknik. Jeg kan lide ham som spiller, fordi han også har fart og fysik,« siger Åge Hareide og bifalder, at Pål Alexander Kirkevold sandsynligvis for første gang bliver udtaget til det norske landshold til de kommende testkampe mod Makedonien og Slovenien.

Her har Alexander Sørloth  allerede været med længe.

Åge Hareide udtager tirsdag i næste uge sin trup til Danmarks kommende VM-play-off-kampe mod Irland. Her kan du læse om, hvordan en tidligere irsk landsholdsspiller er godt tilfreds med udsigten til et møde med det danske landshold.