De europæiske kampe har tæret på David Nielsens trup, men Lyngby-træneren ville ikke have været dem foruden.

Sidste års bronzevindere Lyngby har i Superligaens første seks runder hentet fire point mod otte point på samme tid sidste år. I sidste sæson lukkede klubben 23 mål ind i grundspillets 26 kampe, i de første seks denne sæson har man allerede lukket 18 mål ind og modtaget tre røde kort.

BT fremsatte otte påstande for Lyngby-træner David Nielsen.

Du ville gerne have undværet Europa League...

»Aldrig nogensinde. Jeg vil til enhver tid tage en dårlig sæsonstart i Superligaen for at få de erfaringer, vores hold har fået ved at møde europæisk modstand. Som jeg ser det, skulle vi have haft fire point mere, og dem har vi stadig 20 runder til at indhente.«

Du ville gerne have roteret mere i truppen, som Jess Thorup har gjort i FC Midtjylland...

»Jeg kan med ro i stemmen sige, at vi har roteret alt det, der har været muligt for os.«

Du savner Jesper Hansen i målet...

»Der gør jeg ikke. Jesper er en god målmand, der kan noget med fødderne, som Mikkel skal lære. Mikkel spiller på en anden måde, og det skal holdet tilpasse sig. Vi kæmper alle sammen stadig med at finde vores fødder, og så er det let at sige, at det var bedre før. Men Mikkel er en rigtig god målmand, som også har kvaliteter, Jesper ikke havde.«

Lyngby mangler en spiller som dig selv på banen...

»Det gør vi bestemt ikke. Jeg synes, vi har masser vildskab og ærgerrighed i vores trup, som den er nu.«

De rutinerede spillere i truppen leverer for lidt...

»De har været lidt ramt på det seneste. De har været hårdt belastede af vores pakkede kampprogram, og flere af dem har løbet rundt med skavanker. Alligevel har de spillet, og det viser dedikation. Nu er der lidt mere ro på igen, og når de er skavankerne kvit, har jeg en tro på, at de nok skal levere toppræstationer igen.«

Lyngby har selvtillidsproblemer...

Det har vi. Men det er på en anden måde, end man normalt opfatter ordet. Der er mange, der stadig har den opfattelse, at vi er et hold, der skal ende så højt som sidste sæson. Det medfører også, at vores spillere gerne vil tilbage på samme niveau. Den sæson var ekstraordinær og ikke normalen. Jeg mener i stedet, at vores niveau ligger et sted mellem et oprykkerhold og en plads i top seks.

Lyngby får seks point i de næste to kampe mod FC Midtjylland og Helsingør..

»Det ville være rigtigt dejligt. Men det er nemt at sige, at vi skal vinde hver kamp. Men jeg synes, vi viser tro på tingene og går ind til hver kamp med aggressivitet. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få point.«

Lyngby skal stadig ikke forstærke sig i transfervinduet...

»Vores skadessituation gør, at vi selvfølgelig holder øjne og ører åbne over for mulige tilgange. Men jeg sidder ikke og leder efter konkrete spillere. Jeg kigger først og fremmest efter spillere, der har den rette mentalitet, og som kan bidrage med det til holdet.«