Det har stået på ønskelisten i næsten 20 år. Og nu kan Brøndbys fans så endelig se frem til at få lukket hullet i midten af tribunen Sydsiden. Det skyldes, at fansene selv er gået sammen om at samle penge ind.

Siden 12. december har Brøndbys officielle fanklub Brøndby Support i samarbejde med uofficielle grupper samlet penge ind til at få lukket det hul, som de aktive fangrupperinger, siden etableringen af Sydsiden i 1992, har ment var en stemningsbryder.

I videoen over artiklen kan du se Brøndby-fansenes udebanetur til Helsingør, hvor de tog et alternativt transportmiddel i brug. Det blev senere kåret til weekendens genistreg af Canal 9.

LÆS OGSÅ: Tidligere Brøndby-profil ude i kulden i La Liga: 'Jeg har ikke fået en seriøs chance'

Ombygningen bliver delvist finansieret af 270.000 kroner fra tribunepuljen, som er penge doneret af Brøndby IF alt efter salg af sæsonkort, t-shirts og andre specielle begivenheder. Derfra skal de resterende 180.000 kroner altså samles sammen af fansene selv.

Engagement
Men hvorfor skal fansene selv betale for forbedringer af Brøndby Stadions ene tribune, når det er klubben selv, der ejer stadion og kan drage nytte af forbedringerne?

»Det er egentlig et ønske, fansene selv har haft. Jeg har haft drøftelser med fansene og vores SLO (person der er bindeled mellem klub og fans, red.), hvor jeg har tilbudt, at vi selv ville betale for lukningen eller noget af den. Men fansene ville selv stå for det, så det er faktisk deres ønske,« siger Jesper Jørgensen, der er administrerende direktør i Brøndby IF til BT

Men Brøndby Stadion er vel jeres aktiv, så hvorfor betaler klubben ikke selv for det?

»Det er det. Derfor har vi også tilbudt at stå for lukningen, eller i hvert fald bidrage udover tribunepuljen. Men når det er et så stærkt ønske fra fansene, så respekterer vi det også. Det er ikke noget, vi på nogen måde som klub har trukket ned over fansenes hoveder,« siger han.

Og spørger man klubbens SLO Lasse Bauer, der har været med i samarbejdet om at finde en løsning, så det ikke noget nyt, at klubbens fans selv rejser penge, når der er behov for forbedringer af fansenes forhold.

»Der er et generelt ønske fra fansene om, at man gerne selv vil indrette tribunen – under de tilladte retningslinjer. Det gør, at man får indarbejdet et fanejerskab og en følelse af, at det her er vores tribune. Fansene herude vil gerne vise, at de gør alt for at støtte op om holdet – også i den her situation,« siger Lasse Bauer.

»Brøndbys fans har tidligere samlet ind til blandt andet et capotårn, højtalere på tribunen og et hejseværk. Det er ikke noget, der nødvendigvis giver et afkast til klubben, men det skaber noget nærvær, og så højner det fællesskabet,« siger han.

LÆS OGSÅ: FIFA tvinger Superligaen til ændring

Klar til foråret
Ombygningen håber man kan stå klar til første hjemmekamp 25. februar mod FC Helsingør. Mere realistisk er det dog, at der går et par kampe, inden det hele er på plads, mens tribunen i værste fald står klar i slutningen af marts. Ombygningen betyder også, at kapaciteten på stadion kan øges.

»Det giver plads til i omegnen af 75 siddende og 150 stående fans. Det er ikke noget, vi har fået godkendt endnu, men når det står færdigt, vil vi selvfølgelig søge om at få øget kapaciteten,« siger Jesper Jørgensen.