»Jeg begyndte at føle det, da jeg blev U15-spiller. Måske i slutningen af U14. Der begyndte det hele at køre for mig. Jeg følte ikke, at jeg havde en stopknap. Jeg blev bare ved,« siger manden, der er et af Superligaens varmeste navne lige nu.

Navnet er Wahid Faghir, og fødselsattesten siger 29. juli 2003. Fødestedet er Vejle. Allerede tidligt mærkede han, at han var noget specielt.

De seneste måneder er det ene store prædikat efter det andet sat foran – eller efter – den kun 17-årige angribers navn, der – inden han overhovedet er blevet myndig – har tilkæmpet sig en startplads i Superliga-klubben Vejle.

Indtil videre har han losset bolden i mål fem gange i 18 kampe i Danmarks bedste række. Opsigtsvækkende? I den grad.

Wahid Faghir har valget mellem at spille for det afghanske og det danske landshold i fremtiden, hvis han bliver udtaget.
Wahid Faghir har valget mellem at spille for det afghanske og det danske landshold i fremtiden, hvis han bliver udtaget. Foto: Vejle Boldklub
Vis mere

Og man kan tydeligt mærke på ham – selv over en Skype-videoforbindelse – at det er en ung mand, der allerede har oplevet succes. Han er utvivlsomt sulten på mere, men også hamrende selvsikker.

»Jeg vil da mene, at jeg er hård at stå over for på banen,« siger Wahid Faghir til B.T.

Det fik AGFs Frederik Tingager at mærke under kampen mellem aarhusianerne og Vejle tidligere på måneden. Efter opgøret meldte forsvarsspilleren, at den unge komet skulle sættes på plads, og at han allerede så sig selv som en verdensstjerne.

»Den slags påvirker mig egentlig ikke. Jeg griner egentlig mest ad sådan noget,« forklarer Wahid Faghir og erkender, at han kan være noget af en mundfuld.

»Der er da sikkert nogen, der føler, at jeg fylder meget i forhold til, at jeg er, som jeg er, kan virke lidt ligeglad og tro meget på mig selv. Men det skal man da også, når man spiller fodbold. Hvis man allerede har givet op, når man går ind, fordi man spiller mod en større spiller eller en bedre klub, så taber man også.«

Faktisk bliver det en drivkraft, der bare fodrer angriberens usvigelige selvsikkerhed.

»Hvis du er god, så kan du godt tillade dig at snakke i sidste ende. Hvis folk synes, at jeg er irriterende på banen, og ikke bryder sig om mig, så gør det mig bare endnu bedre.«

God, det har Wahid Faghir været for Vejle. Selvom den sætning næsten er en underdrivelse.

Flere europæiske storklubber lurer angiveligt på stortalentet, der er opvokset i Finlandsparken i den jyske by.

Hans forældre flyttede til Danmark for 20 år siden, og han er »ret sikker på, at de flygtede«, da de drog fra Afghanistan. Faren arbejder i Jysk, moren er kontorassistent, og så har Wahid Faghir tre brødre.

En er ældre og to er yngre. Den yngste af dem blot tre år gammel.

Det er næsten oplagt at karikere en barndom som den, Wahid Faghir har haft. Men det er også næsten for nemt.

Wahid Faghir fejrer en scoring i Superligaen.
Wahid Faghir fejrer en scoring i Superligaen. Foto: Vejle Boldklub
Vis mere

Han er opvokset i et område, der indtil december 2020 var på ghettolisten og betegnet som 'hård ghetto,' er andengenerationsindvandrer og klarer sig ved at blive en eminent fodboldspiller.

Derudover har hans forældre nok været striksere end gennemsnittet. Alligevel bryder det unge talent delvist med klichéfortællingen, da han bliver spurgt ind til det.

»Jeg kan ikke sige, at jeg føler, at det har været hårdt. Men jeg har jo fundet ud af, at de småting, som mine forældre har sagt, har gavnet mig i sidste ende, selvom jeg på tidspunktet har syntes, at det har været nederen,« beskriver han.

»Du skal komme hjem tidligt, du skal gøre dit og dat, og du må ikke tage derud med dine venner om aftenen. Der var en masse små ting, som jeg ikke måtte, og det var jo ikke det helt store. Jeg har været heldig at have venner, der ikke har gjort noget dumt, og vi har haft de samme interesser. Så har jeg bare haft lidt strenge forældre i forhold til deres.«

Samtidig er han igen og igen blevet mindet om, at han rent faktisk har været privilegeret. Fordi hans opvækst har stået i kontrast til hans forældres i Afghanistan.

»Bare fordi en anden har noget, så skal jeg ikke nødvendigvis have det også. Det har de mindet mig om i forhold til dér, hvor de selv kommer fra. Der findes folk, der har haft mindre, end jeg har.«

Opvæksten har dog været med til at udvikle den unge mands stærke personlighed. Og så er det at være ambitiøs, ikke at give op og have en ukuelig vilje noget, som han har arvet af sin far.

Et unikt talent, sammenkoblet med ambitionen og viljen, har gjort ham til et af de mest lysende talenter i Danmark. Og faktisk har Afghanistan – omend uofficielt – allerede rakt ud til ham i forhold til en fremtidig landsholdskarriere dér, har han tidligere sagt til B.T.

Men det er ikke noget, der har rystet manden, som har spillet 22 kampe og scoret 12 mål fordelt på Danmarks U16-, U17- og U18-landsholdene.

Selvom det er gået hurtigt.

»Selvfølgelig er jeg glad for, at det er gået så godt i forhold til min udviklingsplan med klubben og så videre. Men alt det med medier, snakkeri og sådan er jeg ret ligeglad med.«

»Jeg tænker ikke så meget over det.«