AGFs nye cheftræner, Uwe Rösler, er en mand der har haft et liv udover det sædvanlige. Han har været under enormt pres mange gange, og måske er hans evne til at stå op i selv den stærkeste modvind årsagen til, at han er blevet ansat som ny træner for 'De Hviie'.
Rösler har i hvert fald prøvet værre. Han er blevet afhørt af det hemmelige politi i Østtyskland Stasi, han har kæmpet en barsk kamp mod kræft, og hans karriere som fodboldspiller bød på store op- og nedture.
B.T. tegner her et portræt af manden, der skal få AGF tilbage på sporet efter en skuffende sæson. Vi begynder med at skrue tiden mange år tilbage til dengang Tyskland var delt i to.
En 18-årig Uwe Rösler sidder skrækslagen ved det eneste bord i et stort rum. Der er højt til loftet og et lille vindue.
Der er to Stasi-officerer sammen med ham. De har gang i en form for good-cop, bad-cop. Den ene cirkulerer rundt om bordet og tilbyder kaffe, mens den anden starter et forhør angående Lokomotive Leipzigs seneste kampe i Frankrig og Sverige.
De forsøger at overtale Rösler til at spionere mod sine holdkammerater i klubben, da Stasi ikke vil have, at spillerne flygter til vesten. Da den 18-årige knægt spørger om betænkningstid, får han følgende svar.
»Enten er du med os, ellers er du imod os. Du er færdig. Du vil aldrig komme til at spille for landsholdet, du vil aldrig komme til at spille for Lokomotive igen, og din karriere vil være forbi.«
»Hvad beslutter du? Vil du være nogen, eller vil du være et nul? Vi har din skæbne i denne hånd,« siger den ene officer og klemmer sin hånd.
En bange Rösler går derefter til sin træner i Lokomotive Leipzig, som ringer til den administrerende direktør i klubben og forlanger, at Stasi holder sig fra hans spillere.
»Jeg ville aldrig kunne have lavet deres beskidte arbejde. Jeg var fodboldspiller. Jeg var ikke spion eller informant,« har Rösler senere udtalt.
Rösler udtrykker, hvordan han har det, og han var som fodboldspiller ikke bange for at komme i kontroverser med træneren.
Da han spillede i Lokomotive Leipzig, var det assistenttræneren Gunter Bohme, der introducerede den unge knægt til førsteholdet.
»I øvrigt, det her er Uwe Rösler, men I skal ikke være nervøse, han bliver aldrig til noget.«
Til træningen tog Rösler så revanche, da han tacklede Bohme så hårdt, at han fik et stort blodigt sår på knæet.
Flere år senere, da han var skiftet til Magdeburg, havde han stadig ikke glemt assistenttrænerens ord. Da Uwe Rösler scorede det afgørende mål mod Lokomotive, løb han tværs over banen for at give Bohme fingeren.
Efter flere år i Tyskland skiftede han til Manchester City i 1994. Fansene elskede ham for den passion han spillede med, men selvom han var over fire år i klubben, var det ikke altid lige succesfuldt for Rösler.
I sæsonen 95/96 kom træneren Alan Ball til City, og i slutningen af sæsonen satte han Rösler af og foretrak andre. Det resulterede i, at da Rösler kom ind fra bænken i en kamp mod Manchester United og scorede det udlignende mål, så fejrede han det ikke. I stedet skubbede han alle sine holdkammerater væk og løb direkte mod Ball og pegede på sit navn bag på trøjen.
Men skærmydslerne med træneren gik aldrig udover forholdet til klubbens fans.
Særligt en episode har indprintet sig i den i dag 53-årige træner. I 2003 fik han i en alder af blot 34 år konstateret kræft.
Han havde haft problemer med sin vejrtrækning, da han spillede i Lilleström i Norge.
Rösler stod og var i gang med at skifte fra vinterdæk til sommerdæk på sin bil, da hans læge pludselig stod ved hjemmet.
»Du har kræft. Du har det, der svarer til en 12,5 centimeter stor tennisbold i brystet.«
Lægen fortalte videre, at hvis ikke Rösler gik i behandling med det samme, så ville han ikke overleve ret længe.
»Jeg gik fra at tro, at jeg havde en brystinfektion til at få fortalt, at som tingene var lige nu, så havde jeg omkring en uge tilbage at leve i. Jeg skulle starte i kemoterapi med det samme for at have en chance for at overleve.«
Rösler fik efterfølgende kemoterapi, strålebehandling og en række knoglemarvsindsprøjtninger. Under en af behandlingerne modtog han så et opkald.
»Min telefon begyndte at ringe. Med ledninger i armen lå jeg i min hospitalsseng ved at komme mig efter den seneste dosis kemoterapi, og jeg havde knap nok kræfter til at løfte røret. Jeg tog den op og så navnet på en gammel ven fra Manchester, Mark Buckley, vist på skærmen.«
»Han sagde,'Uwe, kan du høre det? Lyt' Han holdt sin telefon i armslængde, og jeg indså, at han ringede fra City of Manchester Stadium. City-fansene sang mit navn, og jeg kunne høre ekkoet på stadion.«
»De ville have mig til at slå kræften, og de havde ikke mistet troen på mig. Jeg afsluttede opkaldet og smilede for første gang i lang tid. Med støtte fra min familie og 46.000 tusind City-fans, hvordan kunne jeg så nogensinde ikke vinde min kamp?«
Nu står han over for en ny kamp, uden sammenligning i øvrigt, hvor han skal undgå at få presset i AGF under huden og føre klubben tilbage blandt de bedste i Danmark.
