Et hårdt slag for FC København.

Det må onsdagens nyhed om Jonas Winds langtidsskade betegnes som.

En melding, der kommer blot to dage efter, det blev meldt ud, at klubbens anden stjerneangriber - Dame N'Doye - formentlig ville være ude resten af efteråret. Og det samme gælder måske for Jonas Wind.

B.T. Sport hat talt med de to fodboldeksperter Mikkel Bischoff fra Discovery Networks og Niels Christian Frederiksen fra TV3 Sport om situationen.

I de sidste par dage har B.T,  Sport kunnet berette om, at den urugyanske angriber Michael Santos bliver hentet som en erstatning.

Men med skaden til Wind, skal de måske hente en angriber til:

»Hvis de ender i Europa League, så skal de lave en kort lejeaftale med en. Det bliver nok en, vi ikke kender. De er ved at få et godt netværk i blandt andet Spanien, så måske de lejer en gennem deres kontakter dernede. Den eneste angriber man kender, som de måske ville være interesseret i, og som ikke lige er skiftet, er Kamil Wilczek, men ham får de ikke. Så skulle de hente Lucas Andersen og smide Victor Fischer på toppen. Men de har et budget, de gerne skal overholde,« siger Mikkel Bischoff.

De to skader kan få konsekvenser for resultaterne i Europa League og i Superligaen.

Jonas Wind er ude med en langtidsskade.
Jonas Wind er ude med en langtidsskade. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det kommer an på FCM, og hvad der sker der. Men FCK er stadig klart det bedste hold i Superligaen. I forhold til Europa League er de blevet svækket, og det kan selvfølgelig komme til at betyde noget,« siger Mikkel Bischoff.

Og det samme mener Niels Christian Frederiksen.

»Det gør det hele sværere for dem, også i forhold til Europa League. Det må give FCM blod på tanden i Superligaen. FCK er en såret løve med de her skader. Det bliver et kompliceret efterår for dem,« siger TV3-eksperten.

Victor Fischer har ikke ramt sit topniveau indtil videre i sæsonen, og med de to skader til Dame N´Doye og Jonas Wind, er det på tide, at han stepper op:

»Fischer er på papiret måske den største stjerne i Superligaen, og han skal begynde at levere nu i hver kamp og ikke hver tredje kamp. Så det er et kæmpe pres, der ligger på ham nu. Det bliver kun større fra nu af,« mener Bischoff.

For Niels Christian Frederiksen er netop Viktor Fischer også et fokuspunkt. En spiller, der fik store dele af sidste sæson ødelagt af skader.

»Andre skal tage over, og det skal være nu. Jeg kunne godt tænke mig, at Fischer finder ud af, at nu er sommerferien forbi, og han kommer i gang. Det vil pynte ganske gevaldigt. Så er der en Pieros Sotiriou, som får en gigantisk chance for at vise noget og tage ansvar,« siger han.

At det netop er to nøglespillere, der nu må se til fra sidelinjen i lang tid, er noget af en udfordring.

Dame N' Doye er også ude med en skade i lang tid.
Dame N' Doye er også ude med en skade i lang tid. Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

For både FCK som hold men også Ståle Solbakken, der nu må finde andre løsninger fra trænerbænken.

»Det er deres to bedste, som er ude. Det er der ikke ret mange hold, der kan klare. At få flået sit angreb væk, det er fandeme alvorligt. Det er en vanskelig situation for FCK. Det er et stort projekt, men Ståle Solbakken har samlet et nyt hold før. Så hvis nogen skal kunne gøre det, er det ham,« siger Niels Christian Frederiksen.

Og det er formentlig en meget frustreret nordmand, der i disse dage render rundt på Jens Jessens Vej på Frederiksberg.

»Det er et kæmpe uheld, der rammer dem med Champions League exit og så de her to skader. Jeg tror, at Ståle Solbakken er helt oppe at ringe i øjeblikket,« siger Mikkel Bischoff.