Randers har på Twitter delt billeder af to smadrede toiletter og en smadret håndvask efter mandagens kamp mod FC København.
Ifølge den kronjyske klub, der vandt kampen 1-0, er det FCK-fans, der står bag ødelæggelserne.
Det skriver klubben på Twitter, og det gentager klubbens kommunikationschef, Kristian Fredslund Andersen, til B.T.
FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, afbrød forbindelsen, da B.T. spurgte ind til det. Godt en time senere har FCK så reageret på Twitter.
»Det er ærgerligt, at der højst sandsynligt er ganske få mennesker, der gør sådan nogle ting. Størstedelen bakker deres hold godt op, men der er nogle, der ikke kan finde ud af at behandle tingene ordentligt,« siger Randers' kommunikationschef.
Kristian Fredslund Andersen fortæller, at det drejer sig om to toiletter og en håndvask ved udebaneafsnittet på Cepheus Park.
»Vi går ud fra, at det kun er FCK-fans, der har været dér,« siger han.
»Vi vil ikke gøre så meget mere. Vi lægger det op for at vise, hvad der er sket, og fordi vi er ærgerlige over det. Det er ikke okay. Vi anerkender, at det er en lille gruppe mennesker. Det kan være én person, men det er utrolig ærgerligt,« fortsætter Kristian Fredslund Andersen og fremhæver, at det er Randers Kommune, som ejer stadion og dermed toiletterne.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, men han ville ikke kommentere sagen.
I stedet afbrød han telefonforbindelsen, da B.T. spurgte ind til de smadrede toiletter.
Senere mandag aften reagerede FCK på Randers' opslag på Twitter.
'Det er vi sgu kede af at se. Det er dumt uanset hvad. Vi har talt med vores fangrupper, som også tager afstand fra den type adfærd. Vi finder et par nye toiletter og en vask og får sendt til Randers,' skriver FCK.
Randers sendte FCK hjem til hovedstaden med nul point og et stort problem. Du kan læse B.T.s dom over opgøret HER.