Hvidovre IF har de sløjeste forhold i Superligaen – det er ingen hemmelighed. 

I forvejen træner de som den eneste klub om eftermiddagen og har ikke et fuldtidssetup, men op til Brøndby-kampen har klubben også været i karambolage med kommunen, fordi den ikke ville rydde sneen og salte banen i Avedøre, hvor de træner, så derfor har deres forhold været endnu dårligere end ventet. 

»Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det skal vi ikke bruge som en undskyldning,« siger cheftræner Per Frandsen om de groteske forhold og tilføjer, at de siden tirsdag kun har trænet med bold en gang: 

»Hvidovre må ikke rydde banen og salte banen, det lyder åndssvagt. Vi træner først klokken 16.00, og der træner alle andre også, alle ungdomsholdene. Kun lørdag fik vi lov at låne en halv bane ude i Vanløse.«

»Det er selvfølgelig ikke godt nok. Det må ikke ske i en Superliga-klub. Men det er den kamp, der er med kommunen. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke må rydde det væk, men det er i hvert fald ikke godt nok. Før i tiden ryddede de altid banen, der var det ikke noget problem, det er noget nyt,« pointerer Per Frandsen. 

Der altså måtte bruge tiden med sine spillere anderledes i optakten til kampen mod Brøndby. 

»Vi løb en tur, selvfølgelig trænede vi, men det var bare ikke med bold. Så så vi lidt video på Brøndby i stedet.«

Kampen endte med et klart nederlag på 0-4 til Brøndby. 

»Jeg synes, vi spiller en god første halvleg, så det var en hård én at være nede med 0-3 i pausen. De har fire skud mod os i første halvleg og scorer på de tre. Det er lidt overraskende, men jeg synes, at vi har rimeligt godt styr på det i første halvleg. Anden halvleg var de klart bedre end os,« siger cheftræneren fra Hvidovre. 

Holdet har skrabet bare syv point sammen i efteråret, men Per Frandsen trøster sig med én ting. 

»Top seks har været klart bedre end os, men mod bund seks har vi været godt med. Så ved vi, at vi kan vinde fodboldkampe.« 

Men det kræver nok også, at de finder en løsning, så de kan træne som alle de andre hold.