KOMMENTAR

Heldigvis vil snakken om, hvad der skal gøres for at få flere tilskuere og tv-seere til Superligaen ikke forstumme, og alene dét er positivt, når man nu er i branchen. Og det skorter ikke på eksotiske forslag med alt lige fra at ansætte Blachman som spindoktor til at lave reality-tv med fodboldspillerne.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til den kategori af fodboldledere, som er ret overbevist om, at vi bliver nødt til at åbne meget mere op for det, vi laver, for at få flere til at følge med i Superliga-fodbolden. Der er nemlig et element i debatten omkring tilskuerkrisen, som endnu ikke har været tydeligt fremme, nemlig det faktum at fodboldpublikummet bliver ældre og ældre.

Jeg er ret overbevist om, at de unge generationer, som vokser op med Youtube og andre digitale platforme som det foretrukne 'tv'-medie, kræver en indsigt og indblik i Superligalivet – både individuelt og kollektivt - som vi langt fra tilbyder i dag. Der er desværre stadig rigtig meget, som bliver ofret på sportens alter, for spillerne skal jo fokusere på det, fodbold handler om; at lave resultater!

Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved hvilke resultater, der for tiden er vigtigst at fokusere på? Randers FCs spillere bliver ikke længere per automatik de lokale helte, som tilbedes af de unge mennesker her i byen og oplandet, fordi de spiller på førsteholdet. Det kræver så meget mere end det, vi har gjort de sidste 5-10 år, og det er noget af en opgave, der ligger foran os, og det kræver, at vi løfter i samlet flok.

Og jeg må undres over, at vi stadig har klubber, hvis 'sportslige afdeling' lukker af for spillerne 24 timer før en Superligakamp, afviser interviews eller ikke lige har tid til at vente 30 sekunder på, at det igangværende interview bliver færdigt og fornærmet går i omklædningsrummet. Det er et fair spørgsmål at stille, om det virkelig ændrer noget på interessen for Superligaen, hvis vi smider de rigide holdninger til 'at holde fokus' overbord.

Men jeg kan i hvert fald nævne en anden sport, hvor det i den grad har gjort en forskel! Et Formel 1-racerløb har i dag markant (som i markant) flere tv-seere end den bedste Superliga-kamp - og endnu vigtigere: det er et yngre tv-publikum.

Sådan var det ikke for få år siden. Jeg tror på, at den nærhed, som verdens bedste racerkørere i den nyere dækning tilbyder især tv-seerne hjemme i stuen, er altafgørende. Her er stort set ingen lukkede døre. Vi er med på banen, lige inden det går løs (gridwalk), og vi lytter med, når kørerne småskændes, vi er med på taktikken over teamradioen, og vi er med, når duellanterne skuer på hinanden efter løbet osv.

Sagt med andre ord; som tv-seer føler du dig virkelig tæt på og involveret. Det er da fedt.

I fredags hørte jeg, sikkert som flere andre, der fulgte med på skærmen, de to Superliga-trænere småskændes undervejs om dommerafgørelser, men hvorfor skal vi kun høre halvdelen af det? Hvorfor skal vi ikke bare kunne høre, at de to trænere brænder for det de laver?

Også selv om de måske glemte 'at holde fokus'?