Randers FC tabte igen i Superligaen og må efter et nyt nederlag konstatere, at mesterskabsslutspil er erstattet af en kamp om at undgå nedrykning

Og Superligaens nytårstorsk år 2017 går til... Randers FC!

Uddelingen af nytårstorsken bliver næppe en realitet i virkeligheden, og tidspunktet for en sådan prisuddeling er måske også lidt for langt væk fra årsskiftet, men uanset hvad må kronjyderne efterhånden have rekorden i sportslige dumheder i en enkelt sæson.

Randers led søndag sit ottende nederlag i de ni seneste Superliga-kampe, da Sønderjyske – lettere ufortjent – vandt med 1-0 hjemme på et festklædt Sydbank Park, og dermed glipper slutspillet for randrusianerne.

Inden kampen, som Randers FC ’blot’ skulle vinde for at gå videre, havde Michael Gravgaard i BT kaldt forskellen for succes eller fiasko, og måske var det netop de ord, som den administrerende direktør tyggede på efter kampen. Længe luskede han rundt i gangen uden for omklædningsrummet, inden han tog de tunge skridt ud til de skrivende journalister, som stod klar til at tage for sig af retten ’skuffet direktør med ekstra skuffelse på’.

»Det er i den grad en fiasko. Vi havde det som klart sæsonmål at nå i top seks, ja, vi havde nærmest begge ben i mesterskabsslutspillet, og at vi så smider det væk på den her måde.... Vi står i lort til knæene, og det håber jeg, at alle i omklædningsrummet ved,« sagde Michael Gravgaard.

Gravgaards svar kom kort, kontant, og skuffelsen lyste det blanke flisegulv klarere op end en malerlampe.

Nedtur til millioner

Det bitre farvel og det måske endnu surere goddag til nedrykningsspillet får ikke kun sportslige konsekvenser lige nu og her, men også på bankbogen kommer det til at kunne mærkes, da Randers FC nu går glip af omkring et par millioner kroner fra puljen med tv-penge.

Enhver med øjne i hovedet kunne forstå Gravgaards skuffelse bare ved at have set kampen, for Randers FC brændte, brændte og brændte den ene chance efter den anden foran mål – med Mayron George og Marvin Pourié som de største syndere.

 

Som hovedansvarlig for spillet på banen stod cheftræner Olafur Kristjansson lige så skuffet som sin overordnede direktør, men islændingen var ikke lige så klar i mæglet, da BTs udsendte ville have svar på, om det er rimeligt at kalde Randers’ deroute for en sportslig fiasko.

»Det har jeg aldrig sagt,« sagde islændingen bestemt.

Men er det rimeligt at kalde det det?

»Det afhænger af øjnene, der ser.«

Gravgaard kaldte det inden kampen for en fiasko, hvis I slutter uden for top seks. Så er det vel fair nok at kalde det dét?

»Hvis det er hans holdning, så må jeg jo lytte til det. Vi havde skabt en god platform, og når det så glipper, er det klart, at vi læner os op af ordet fiasko. Det er en stor skuffelse.«

For Randers FC gælder det nu om på den ene eller anden måde at få banket selvtillid ind i kroppen på spillerne, så krisen ikke ender ud i det absolut værste – en nedrykning fra Superligaen. Både Gravgaard, Kristjansson og også spilleren Kasper Fisker, der var mere hæs end en fuldtidskarokee-sanger af at have råbt sine frustrationer ud frygter det alle som en reel mulighed, og det forstår man efterhånden godt.