Michael Gravgaard er for alvor kommet på arbejde i sit nye job som direktør i Randers FC. Sagen om anfører Christian Keller, der har fundet sammen med Jonas Borrings kone er en gloende varm kartoffel, og Gravgaard har allerede været i dialog med Spillerforeningen for at finde ud af, hvordan han skal forholde sig i forhold til de to spillere, som begge stadig er på kontrakt i Randers, selvom Borring har fastslået, at han aldrig kommer til at spille på hold med Keller igen.

Oven i det er Keller og Gravgaard private venner tilbage fra deres fælles fortid som spillere i Viborg i begyndelsen af dette årtusinde.

Gravgaard forklarede søndag eftermiddag til Canal 9, hvordan han håndterer sin dobbeltrolle i forhold til Keller. Og ligegyldigt om han ser på det som ven eller som direktør, synes han, at det, der er sket, er forkert:

»Jeg har et arbejde, som jeg skal udføre. Der to personer i det her: der er både vennen Michael Gravgaard til Christian Keller, og så er der den administrerende direktør i Randers FC, og det er ham, der står her i dag. Og uanset om det er vennen eller den administrerende direktør, du spørger, så tror jeg ikke, at der er nogen i hele Danmark, der er i tvivl om, at vi synes, at det der er sket, er forkert, og det er problematisk.«

Udover at skulle holde sit personlige venskab ude af sine overvejelser skal Randers-direktøren også passe på, at han ikke kommer i konflikt med reglerne i forhold til de to spilleres rettigheder, og derfor har han konsulteret Spillerforeningen.

»Vi er nødt til en gang for alle at slå fast, at i Randers FC er vi nødt til at følge de gældende regler. Vi - fodboldklubberne i Danmark - har tabt nok sager på at bære os forkert ad i forhold til spillerne. Og derfor har jeg stort set hele ugen også været i kontakt med Spillerforeningen via Mads Øland og Thomas Lindrup, og så sige hvad er egentlig vores manøvremuligheder i det her. For som Flemming (Povlsen, red.) siger, kan man ikke bare gå ud at fyre en fodboldspiller.«

»Ville du da gerne det,« spurgte studieværet Mette Cornelius, hvortil Gravgaard svarede:

»Det er fuldstændigt ligegyldigt. Hvis jeg kunne flyve, ville jeg også gøre det. Hvis jeg kunne knipse med fingrene, så ville jeg også gøre - det kan jeg ikke, ihvertfald ikke få det til at forsvinde. Jeg er nødt til at forholde mig til det, jeg kan gøre noget ved. Vi har nogle kontraktlige forpligtelser - både over for Jonas Borring og overfor Christian Keller - og i øvrigt også alle andre ansatte. Og da jeg får rådgivning om at sende ham på græs alene og så videre - det kan man ikke bare, det har vi jo vidst i flere dage. Så vi er nødt til allesammen at forstå, at det her er en rigtigt trist sag, især for de implicerede parter, men vi har brug for tid til at løse det. For selvfølgelig findes der en løsning. Og den ved vi godt allesammen, at der er nogle forskellige scenarier for det her, men det er ikke noget, som vi får løst med et fingerknips.«

Christian Keller var ikke med i truppen til kampen mod Brøndby. Og Gravgaard bekræftede, at en gruppe spillere havde givet talt med Colin Todd om situationen:

»Det er trænerens opgave at sørge for, at han under de givne omstændigheder på dagen stiller med det bedste hold. Og jeg kan godt bekræfte, at der har været et møde, mellem det man vel kan kalde spillerrådet og Colin Todd. Hvad der præcis er blevet sagt på mødet, det ved jeg ikke, for jeg var der ikke. Men det er klart, at træneren har en opgave - også i Randers FC - og det er at stille med det stærkeste hold, og det er så det, han gør i dag.«

Gravgaard afviste, at han befinder sig i en svær situation på grund af det giftige trekantsdrama, der splitter truppen.

»Det er ikke mig, der står med en svær situation, det er træneren. Og det skal han selvfølgelig håndtere efter bedste evne. Som direktør har jeg en opgave, og det er at få alle til at forstå, at det er ikke noget, vi bare fjerner med et fingerknips på trods af, at jeg gerne vil. Vi har brug for tid til at snakke med de implicerede parter og sammen med dem finde en løsning på det her.«

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her