»Jeg er træt af alle de spørgsmål!«

FC Københavns målmand Kamil Grabara var slet ikke tilfreds med de spørgsmål, den fremmødte presse havde med til ham.

»Når vi taber, er det altid de samme spørgsmål. I bliver ved med at sige, at vi skal vinde kampene. Ja, det ved vi godt. Og I skal ikke minde os om det, tak!« lød det fra polakken, inden han gik sin vej.

Grabara og FCK tabte et vigtigt skridt i guldkampen i Superligaen med et nederlag til FC Nordsjælland i Farum.

Kamil Grabara.
Kamil Grabara. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Her vandt hjemmeholdet 3-2 og overtog føringen i mesterskabsslutspillet.

»Selvfølgelig skal vi kunne vinde alle kampe. Hvilket spørgsmål er det? Det er indlysende. Men vi tabte. Jeg forstår ikke pointen med det spørgsmål, det er indlysende. Selvfølgelig forventer vi at vinde alle kampe. Har vi tabt kampe i denne sæson? Ja, vi har. Så jeg er træt af alle de spørgsmål.«

Forinden var Grabara allerede blevet træt af et spørgsmål om, hvorfor kampen endte som den gjorde.

»Det er ikke mit job at pointere, hvad vi gjorde rigtigt og forkert.«

»Hør her, hvis jeg kendte svaret, havde vi vundet kampen. Vi har spillet mod dem flere gange og gjort det okay. Vi startede sløset og kom bagud. Vi prøvede alt, vi kunne, men da de scorede tredje gang, smed vi håndklædet i ringen.«

Grabara var tydeligt frustreret over mandagens nederlag og betydningen for mesterskabskampen.

»Hvis vi bliver ved med at spille som i dag, har vi ikke chancen for noget som helst. Vi skal grave dybt, og på søndag skal vi steppe op, ellers risikerer vi at forlade Brøndby med et 0-5-nederlag, hvis vi spiller på samme måde,« siger han om det kommende derby.

Du kan læse B.T.s karakterer fra opgøret lige HER.

Grabara og FCK skal en tur på Brøndby Stadion i næste spillerunde, mens FCN tager til Aarhus for at forsvare førstepladsen.