Kenneth Emil Petersen indstiller sin karrerie som fodboldspiller til nytår. 

Det meddeler OB-spilleren via sin profil på Twitter.

33-årige Kenneth Emil Petersen blev af OBs nye cheftræner Jacob Michelsen, der blev ansat denne sommer, vraget som både fast mand i startopstillingen og anfører i klubben efter en kamp mod Hobro for tre måneder siden.

Og tilværelsen som reserve er så kedelig, at Kenneth Emil Petersen nu vælger at sige stop.

Til OBs hjemmeside uddyber Kenneth Emil Petersen sin beslutning, som er truffet i enighed med OBs ledelse.

»Det er vemodigt og en speciel dag, men jeg er også meget afklaret omkring det hele. Jeg glæder mig til at komme ud på den anden side og se fremad. Det har været 2,5 hårde år, hvor vi ikke har opnået den sportslige succes, som vi havde troet på og håbet på. Det ærgrer mig rigtig meget, men når det er sagt, så føler jeg, at jeg har bidraget til at skubbe klubben i den rigtige retning, og den fornemmelse er jeg glad for at kunne sidde tilbage med,« udtaler Kenneth Emil Petersen og fortsætter:

»Jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt for mig at stoppe nu. Det er klart, at en plads som reservespiller ikke er så sjov når karrieren alligevel er ved at slutte, og derfor er klart det bedste for både OB og for mig, at jeg kommer videre allerede til nytår. Jeg vil gerne takke klubben og fansene for at give mig muligheden for at spille i en stor og traditionsrig klub, som OB er. Uanset at vi ikke er lykkedes på det sportslige, som vi gerne ville, så vil jeg se tilbage på tiden i OB som lærerig og givende.«

Kenneth Emil Petersen nåede forunden OB også at repræsentere AaB, Horsens, Herfølge og Solrød FC.

Kenneth Emil Pedersen toppede sin karriere hos AaB.
Kenneth Emil Pedersen toppede sin karriere hos AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos OB roser sportsdirektør Jesper Hansen Kenneth Emil Petersen for at være en god leder i en ellers svær tid i klubben.

»Den periode, hvor Kenneth Emil Petersen har været i OB, har bestemt ikke været nem. Vi har været i en periode, hvor klubben og holdet har udviklet sig markant, men hvor resultaterne samtidig har været svingende. Det kræver enormt meget af en anfører og leder at være med til at sikre, at truppen holder sammen, og at der er en markant leder på banen og i omklædningsrummet. Der har Kenneth Emil været en uvurderlig medspiller, og han har gerne stillet sig i frontlinjen, når der blev skudt på truppen udefra.«

»Samtidig har han vist vejen for sine holdkammerater i forhold til at holde humøret højt i modgang og i forhold til at sikre, at ingen lægger sig ned, når det gør ondt. På den måde har han været et supergodt eksempel for sine unge holdkammerater på banen, og udenfor banen har han været den skarpe og kompromisløse tilføjelse, som vores tidligere generte og lidt stille trup havde brug for. Hans betydning for OB har været langt større end de fleste tænker, og der er ingen tvivl om, at hans kompetencer kan bringe ham langt i andre sammenhænge også, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke, uanset hvor fremtiden måtte bringe ham hen,« siger Jesper Hansen.

Kenneth Emil Petersen fortæller ikke, hvad han nu skal bruge tiden på.