Som BT torsdag kunnne fortælle, har Brøndby ønsket at hente angriberen Magnus Eriksson til klubben. Efter lynhurtige forhandlinger skulle svenskeren gerne blive præsenteret senere fredag.

Den 25-årige Eriksson, der kan dække alle positioner i angrebet fra frontløber til kanten, har længe ønsket at komme tilbage til Europa, efter han i december måned skiftede Malmø FF ud med Guizhou Renhe i Kina.

BT erfarer, at Brøndby har forhandlet de personlige vilkår på plads med Eriksson, og man håber på at kunne præsentere svenskeren som ny Brøndby-spiller i løbet af fredagen, hvor Eriksson skal til det obligatoriske lægetjek.

Der mangler endnu de sidste detaljer i forhandlingerne med den kinesiske klub, der købte Eriksson dyrt i Malmø for omkring 12 millioner kroner. Så meget skal Brøndby ikke give, men kineserne ønsker heller ikke at miste for meget på en spiller, man har hentet i december måned. Derfor forhandles der stadig, men forventningen er en snarlig løsning, og at Eriksson kan kalde sig Brøndby-spiller.

Eriksson har spillet de fleste positioner i offensiven, og derfor kommer Brøndby-træner Thomas Frank til at få en alsidig spiller til rådighed til et område, hvor Brøndby længe har jagtet en forstærkning.

Erikson har foruden Malmø og Guizhou Renhe også spillet for belgiske Gent.